tag:blogger.com,1999:blog-5069494109350240107.post5463556167024584167..comments2012-01-10T18:26:38.784-08:00Comments on Basilisk Beta: Kort (lettere(?) korrigeret og annoteret) samtale mellem Jeppe Brixvold og mig ved håndvasken på Palæ Bars toilet onsdag 12/5 2010 kl. ca. 1.15-1.18René Jean Jensenhttp://www.blogger.com/profile/16993480742775207806noreply@blogger.comBlogger3125tag:blogger.com,1999:blog-5069494109350240107.post-55499359364716728102010-05-15T02:43:36.265-07:002010-05-15T02:43:36.265-07:00Hej Martin. Jeg kom vist også til at reagere på re...Hej Martin. Jeg kom vist også til at reagere på referencen til Ildfisk-anmeldelsen, snarere end på det, du rent faktisk skrev. Tak for uddybningen.Harald Voetmannhttps://www.blogger.com/profile/08670923454262831088noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-5069494109350240107.post-69780548322064410002010-05-14T09:43:13.904-07:002010-05-14T09:43:13.904-07:00Jeg er ikke interesseret i at affeje noget eller s...Jeg er ikke interesseret i at affeje noget eller stemple noget som klaustrofobisk og har naturligvis ingen indvendinger over for at selvbiografiske eller dokumentariske bøger kan have både litterær og reportagemæssig værdi. Jeg er faktisk heller ikke særlig interesseret i forskellen mellem fiktion og såkaldt biografisk skrift – som jeg skrev, tror jeg mest på Ib Michaels synspunkt; det er sgu fiktion det hele.<br /><br />Jeppes iagttagelse var meget mere specifik end min genfortælling ovenfor. Han blev direkte spurgt, om hvad han ville have syntes om Knausgaards bog, såfremt han ikke havde vidst, at den handlede om forfatteren selv og hans far. Hans svar var, at det mente han nok, han ville have kunne gætte ud fra teksten selv, fordi (bær over med mig her, jeg har ikke læst romanen, så jeg genfortæller efter hukommelsen) der fx er et afsnit, hvor hovedpersonen i forbifarten fortæller, at hans bror hadede eller afskyede deres far langt mere end han selv. Den slags, hævdede Jeppe, ville en trediepersonsfortæller ikke bare kunne lade hænge i luften, det ville kræve en nærmere forklaring, som det selvbiografiske jeg ikke ville blive afkrævet. Jeg fornemmer en variant af det, vi på skolen kaldte Dannebrogsgadeargumentet; det at et givet element i en tekst er sådan, som det er (ligegyldigt hvor åndssvagt det er), fordi <i>sådan var det i virkeligheden</i>. Hvis man påstår, at det, man fortæller, er sandheden (om fx kvinders liv i USA i starten af 1900-tallet), er det selvfølgelig fint nok; hvis man skriver en roman, har argumentet simpelthen ingen gyldighed. Ikke at Knausgaard iøvrigt brugte Dannebrogsgadeargumentet (nærmest tværtimod), jeg tænker bare, at man som forfatter af en selvbiografisk roman hele tiden fristes af at kunne vælge den nemme vej: At fortælle det sådan som det var. Og at dette kan mærkes af læseren, selv om som sagt en hvilken som helst blindhed kan simuleres af fiktionen, når først den er blevet synlig.Martinhttps://www.blogger.com/profile/02666974274246847330noreply@blogger.comtag:blogger.com,1999:blog-5069494109350240107.post-66753673118894579812010-05-14T04:12:19.989-07:002010-05-14T04:12:19.989-07:00Hej Martin.
Jeg har svært ved at se det helt ophi...Hej Martin.<br /><br />Jeg har svært ved at se det helt ophidsende i den observation, at non fiction-former lukker døre for sig selv. Jeg var med til at lave det tidsskrift, der blev affejet med den bemærkning, hvilket min modstand selvfølgelig kan have meget med at gøre. Det kan bestemt ikke modsiges, men jeg ved ikke, hvor originalt det er at påpege, i forhold til tekster, der vil og gør alt muligt andet end bare at kortlægge et lukket rum – som f.eks. Mary MacLane, der med udgangspunkt i eget liv skriver om kvinders liv i USA i starten af 1900-tallet, eller Dalia Grinkeviciute, der skriver erindringer fra en krigsfangelejr. Jeg synes ikke, det er vildt relevant at påpege, at fordi ingen af dem skriver fiktion, indgyder de ”tunnelsyn”. Det ligner manglende lyst til at anerkende disse værkers egne præmisser, og det kan der selvfølgelig være alle mulige grunde til i det enkelte tilfælde, men når det bliver gjort over én kam virker det kluntet. Jeg får iøvrigt selv mere fornemmelse af tunnelsyn, når jeg læser H.C. Andersens skræddersyede eventyr, end når jeg læser hans rejsebøger eller dagbøger, der nødvendigvis forholder sig til levet liv, men ikke desto mindre tillader sig selv vilde skift i udsigelsesposition osv – netop er overraskende. Det samme med Levnet og Meeninger, Labyrinten eller Spørgespil. At stemple den slags værker som klaustrofobiske i forhold til fiktionen, tror jeg muligvis også er en overvurdering af fiktionens evne til at frigøre forfatteren fra egne kedelige dagsordener og begrænsninger. Det er vel dem, det i sidste ende handler om.<br /><br />kh, HaraldHarald Voetmannhttps://www.blogger.com/profile/08670923454262831088noreply@blogger.com