Vi arbejder på ny hjemmeside! Indtil da: bestil et abonnement eller enkelttitler ved at skrive en mail (med din adresse) til admin@basilisk.dk
onsdag den 15. december 2010
Så er der to nye betaer klar!
Vi arbejder på ny hjemmeside! Indtil da: bestil et abonnement eller enkelttitler ved at skrive en mail (med din adresse) til admin@basilisk.dk
tirsdag den 14. december 2010
Dialog med Tue. Del 3.
TAN
Et par hurtige replikker:
1) På en måde giver det ikke mening at diskutere postproduktive tekster mere grundigt. De skal jo - som du og Kamilla Löfström vist er enige om - ganske ofte ikke læses, men snarere overvejes. En første overvejelse kunne så være, hvilken form for opmærksomhed de lægger op til, og hvor langt den er fra den type opmærksomhed, vi giver al det tekst og al den information, der bølger gennem vores hverdag: motorvejsskilte og netaviser.
2) Måske kan man sige, at udviskningen af forfatterens stemme er en naturlig konsekvens af en postproduktiv strategi. Det kan godt være, at det ikke er den enkelte postforfatters ærinde, men ikke desto mindre er det et tilbagevendende træk ved deres tekster. Hele effekten i Paal Bjelke Andersens tekst kommer vel af, at det vi ser IKKE er hans egne ord, men et afslørende snit gennem den politiske magts talen. Her kan man så overveje, hvordan det kan være at så meget af den her litteratur synes at egne sig bedst til oplæsning, hvor forfatterens stemme helt konkret igen er i fokus.
3) En af mine største anker mod det postproduktive felt er, at så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje. Som om det postproduktive ikke bare er en metode, men at fremvisningen af det også er værkets egentlige ærinde. Men den tanke er jo tænkt før (det er her, den historiske avantgarde kommer på banen). Det er ikke en interessant tanke. Det interessante postproduktive værk er i mine øjne det, hvor teksten selv (måske bag om ryggen på sin ... skaber?) faktisk er interessant at læse - dvs. er interessant læst ud fra en ikke-postproduktiv æstetik - eller det, hvor den konkrete idé eller analyse ikke bare er tankevækkende eller sjov i to minutter, men i sig selv giver et æstetisk kick. Men hvor tit er det egentlig? Jeg finder det ikke i Rasmus Graffs Folkets Prosa. Grebet i Paal Bjelke Andersens Dugnad virker afslørende, men jo ikke som et kunstværk i sig selv. På den anden side har jeg ikke læst bogen, så det kan være den fungerer på det konkrete plan.
1) På en måde giver det ikke mening at diskutere postproduktive tekster mere grundigt. De skal jo - som du og Kamilla Löfström vist er enige om - ganske ofte ikke læses, men snarere overvejes. En første overvejelse kunne så være, hvilken form for opmærksomhed de lægger op til, og hvor langt den er fra den type opmærksomhed, vi giver al det tekst og al den information, der bølger gennem vores hverdag: motorvejsskilte og netaviser.
2) Måske kan man sige, at udviskningen af forfatterens stemme er en naturlig konsekvens af en postproduktiv strategi. Det kan godt være, at det ikke er den enkelte postforfatters ærinde, men ikke desto mindre er det et tilbagevendende træk ved deres tekster. Hele effekten i Paal Bjelke Andersens tekst kommer vel af, at det vi ser IKKE er hans egne ord, men et afslørende snit gennem den politiske magts talen. Her kan man så overveje, hvordan det kan være at så meget af den her litteratur synes at egne sig bedst til oplæsning, hvor forfatterens stemme helt konkret igen er i fokus.
3) En af mine største anker mod det postproduktive felt er, at så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje. Som om det postproduktive ikke bare er en metode, men at fremvisningen af det også er værkets egentlige ærinde. Men den tanke er jo tænkt før (det er her, den historiske avantgarde kommer på banen). Det er ikke en interessant tanke. Det interessante postproduktive værk er i mine øjne det, hvor teksten selv (måske bag om ryggen på sin ... skaber?) faktisk er interessant at læse - dvs. er interessant læst ud fra en ikke-postproduktiv æstetik - eller det, hvor den konkrete idé eller analyse ikke bare er tankevækkende eller sjov i to minutter, men i sig selv giver et æstetisk kick. Men hvor tit er det egentlig? Jeg finder det ikke i Rasmus Graffs Folkets Prosa. Grebet i Paal Bjelke Andersens Dugnad virker afslørende, men jo ikke som et kunstværk i sig selv. På den anden side har jeg ikke læst bogen, så det kan være den fungerer på det konkrete plan.
ML
Nej, jeg er da overhovedet ikke enig i at postproduktive tekster ikke skal læses, det må Kamilla selv svare på, om hun er (men at hun netop nu laver et forsøg på fortløbende læsning af Folkets prosa tyder vel næppe på det)! Jeg prøvede jo netop at opstille nogle punkter at orientere en læsning efter. Hvad jeg siger er, at man ikke kan læse dem på helt samme måde, som man fx læser et centrallyrisk digt, hvor man har et jeg, der taler, eller en fortælling med et plot, der er konstrueret til sammenhængen. Det er klart, at hvis en bog eller en tekst har en stærk værkidé, en idé som udgangspunkt, hvis det er en konceptuel tekst altså, hvilket er noget andet på trods af visse sammenfald, så må man overveje det som en væsentlig del af læsningen. Men det betyder ikke, at man bare kan ignorere den tekst, værket består af. Man behøver måske ikke at læse det hele (jeg ville naturligvis aldrig forlange af nogen, at de skulle læse alle navnene i Monogrammer), men man kan ikke se bort fra den faktisk eksisterende tekstmasse og dens både betydningsmæssige og performative aspekter. Igen: Det er en af Goldsmiths spidsformuleringer, som bare ikke holder!
Og jeg er stærkt uenig i at “så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje.” Hvem mener det? Det er da overhovedet ikke det, det handler om i Drømmebogen eller hos Farrell eller hos Paal Bjelke eller hos Prevallet. Der er mange forskellige måder at forholde sig til et kildemateriale på. En af læsningens første opgaver (den allerførste burde vel være at give sig tid til at have det sjovt med teksten) må være at forholde sig ikke bare til, at den her tekst, man sidder med, har et eller andet forlæg, men hvilket forhold den har til det. Satirisk? Kritisk? Analytisk? Dokumenterende? Musealt? Eller hvad? Og så finde ud af hvordan og hvorfor, hvad er effekten af det? At bare kaste et blik på en tekst og sige, den er postproduktiv, det er lissom den historiske avantgarde, det er ikke interessant – det er sgu ikke godt nok.
Et åbenlyst fællestræk ved fx Drømmebogen og The Inkblot Record er deres serielle opbygning. Det er et genkommende træk ved googlepoesi, men det er hverken et nødvendigt eller et eksklusivt træk ved den: Det findes jo osse i Brainards I Remember, en tekst som iøvrigt spøger i adskillige danske forfatteres bøger fra de seneste år, Christina Hagen, Niels Frank m.fl. Med den serielle præsentation, der bl.a. kan være alfabetisk eller med anaforisk gentagelse af en frase (osse iøvrigt en af Turèlls yndlingsmetoder) skabes meget hurtigt en genkendelig sammenhæng i en tekst, som ikke er organisk, dvs. at hver enkelt del ikke spiller nogen nødvendig rolle i helhedens sammensætning. Man fanger hurtigt idéen, og hvis idéen er det eneste, man er interesseret i, behøver man ikke at læse mere end to sider højst. Men ved at læse videre danner man et bredere eller dybere billede af det, bogen handler om, et enkelt menneskes erindringer eller mange menneskers Rorschach-associationer eller drømme. Jo længere man læser, jo mere materiale, jo mere komplekst bliver billedet, men man kan stoppe, når man selv vil og ikke synes, det er sjovt længere. Jeg nævner denne serielle form, som i hvert fald til en vis grad overlader det til læseren, hvor længe hun gider blive ved, fordi det er noget, der tilsyneladende er svært at sluge for mange. Hvis nogen siger at en film er for lang, forstår jeg det, for det er besværligt og ubehageligt at skulle rejse sig og gå fra biografen før lyset bliver tændt, og hvis nogen siger en krimi eller en anden fortælling er for lang, forstår jeg også godt det, for man er sædvanligvis tvunget til at læse hele bogen for at fange plottet. Men når folk siger, at Drømmebogen er sjov nok men lidt for lang, giver det ganske enkelt ikke nogen mening for mig ... den har jo ikke nogen begyndelse eller slutning.
Og jeg er stærkt uenig i at “så mange mener at grebet selv - forestillingen om det postproduktive - er dén idé, man som modtager skal overveje.” Hvem mener det? Det er da overhovedet ikke det, det handler om i Drømmebogen eller hos Farrell eller hos Paal Bjelke eller hos Prevallet. Der er mange forskellige måder at forholde sig til et kildemateriale på. En af læsningens første opgaver (den allerførste burde vel være at give sig tid til at have det sjovt med teksten) må være at forholde sig ikke bare til, at den her tekst, man sidder med, har et eller andet forlæg, men hvilket forhold den har til det. Satirisk? Kritisk? Analytisk? Dokumenterende? Musealt? Eller hvad? Og så finde ud af hvordan og hvorfor, hvad er effekten af det? At bare kaste et blik på en tekst og sige, den er postproduktiv, det er lissom den historiske avantgarde, det er ikke interessant – det er sgu ikke godt nok.
Et åbenlyst fællestræk ved fx Drømmebogen og The Inkblot Record er deres serielle opbygning. Det er et genkommende træk ved googlepoesi, men det er hverken et nødvendigt eller et eksklusivt træk ved den: Det findes jo osse i Brainards I Remember, en tekst som iøvrigt spøger i adskillige danske forfatteres bøger fra de seneste år, Christina Hagen, Niels Frank m.fl. Med den serielle præsentation, der bl.a. kan være alfabetisk eller med anaforisk gentagelse af en frase (osse iøvrigt en af Turèlls yndlingsmetoder) skabes meget hurtigt en genkendelig sammenhæng i en tekst, som ikke er organisk, dvs. at hver enkelt del ikke spiller nogen nødvendig rolle i helhedens sammensætning. Man fanger hurtigt idéen, og hvis idéen er det eneste, man er interesseret i, behøver man ikke at læse mere end to sider højst. Men ved at læse videre danner man et bredere eller dybere billede af det, bogen handler om, et enkelt menneskes erindringer eller mange menneskers Rorschach-associationer eller drømme. Jo længere man læser, jo mere materiale, jo mere komplekst bliver billedet, men man kan stoppe, når man selv vil og ikke synes, det er sjovt længere. Jeg nævner denne serielle form, som i hvert fald til en vis grad overlader det til læseren, hvor længe hun gider blive ved, fordi det er noget, der tilsyneladende er svært at sluge for mange. Hvis nogen siger at en film er for lang, forstår jeg det, for det er besværligt og ubehageligt at skulle rejse sig og gå fra biografen før lyset bliver tændt, og hvis nogen siger en krimi eller en anden fortælling er for lang, forstår jeg også godt det, for man er sædvanligvis tvunget til at læse hele bogen for at fange plottet. Men når folk siger, at Drømmebogen er sjov nok men lidt for lang, giver det ganske enkelt ikke nogen mening for mig ... den har jo ikke nogen begyndelse eller slutning.
TAN
Kan du ikke skrive noget mere om, hvordan du så mener, man skal læse, hvis man ikke skal (eller meningsfuldt kan) læse de her tekster, sådan som man læser ikke-postproduktive tekster. Og også, om du er enig med mig – men i så fald: hvorfor? – i at den her litteratur tit egner sig til oplæsninger og opførsler af forskellig art snarere end til stillelæsning.
Og især, for det er det, jeg ikke forstår: hvilke typer af æstetisk behag de her andre læsestrategier åbner op for. I en – sikkert ikke fuldt gennemtænkt – passage skriver du:
Nå. Skal man fortsætte af det spor, kan man spørge sig selv, hvad der typisk går tabt i det postproduktive greb. En af de ting, jeg synes ofte går tabt – og det peger på din pointe med, at de her værker jo sjældent er skrevet for at blive læst fra ende til anden – er følelsen af, at man som læser overhovedet tiltales af værket. Og det vil også sige: at der er en fornemmelse af, at netop det her er vigtigt at læse og forholde sig til. Du beskriver det som en art frigørelse, man behøver ikke at læse hele bogen, man kan kigge lidt her og der og tage det med sig, man har lyst til. Men det slår i mine øjne også ind og påvirker min indstilling til den enkelte sætning. Når jeg f. eks. sidder med Rasmus Graffs Folkets Prosa har jeg ingen fornemmelse af, hvorfor jeg skulle læse netop denne sætning og ikke en af dem på den næste side, eller næste side, eller næste side, eller en af dem i min daglige Politiken eller på teksttv eller facebook. Som bog reproducerer den det her generaliserede felt af forskelsløse informationer, som alligevel udgør min dagligdag. Det udgør i sig selv en politisk gestus: det nye – og postproduktiv digtning er lige nu det nye inden for formelt innovativ litteratur – reproducerer hverdagens ofte nærmest kvalmende overbud af ligegyldig information. Men det er i mine øjne ikke en specielt interessant politisk pointe, og da slet ikke en farbar æstetisk strategi.
Som sagt: Der er postproduktive værker som kommer ud over de her dilemmaer. Hos Dan Farrell sker det bl.a. gennem kildeteksten, som er så propfuld af henvendelse – og af spor af den meget prekære kommunikative situation, kildeteksterne fødes ud af – at det så at sige smitter af. Her er bogen ikke bare interessant at tænke over, men også både sjov og meget sørgelig at læse. Og så er det måske på sin plads at forklare, at jeg synes Monogrammer giver mere mening anskuet som kunstværk end som et stykke litteratur. Man kan selvfølgelig være ligeglad med den slags sondringer. Men jeg kan ikke se at min omgang med værket – som jeg har bladret i og kender til, men jo ikke har læst – minder om min omgang med skønlitteratur. Der er i det højeste kontingente, institutionelle grunde til ikke at se den som et billedkunstnerisk værk – du har ikke gået på Akademiet, men på Forfatterskolen, du får din statsstøtte fra det litterære og ikke det billedkunstneriske tremandsudvalg, den slags.
Og især, for det er det, jeg ikke forstår: hvilke typer af æstetisk behag de her andre læsestrategier åbner op for. I en – sikkert ikke fuldt gennemtænkt – passage skriver du:
”En af læsningens første opgaver (den allerførste burde vel være at give sig tid til at have det sjovt med teksten) må være at forholde sig ikke bare til, at den her tekst, man sidder med, har et eller andet forlæg, men hvilket forhold den har til det. Satirisk? Kritisk? Analytisk? Dokumenterende? Musealt?”Jeg tænker så, at det er mærkeligt at dele det op på den måde – det er også mærkeligt at tænke læsningen som en opgave, men det fører for vidt her. Meningen er vel, at det skal være sjovt netop at forholde sig til forvridningen og forskydningen af interteksten. At det skal give et umiddelbart mentalt kick eller hvordan man nu vil formulere det. Og hvis det ikke gør det, så fungerer teksten ikke, i al fald ikke som konceptuelt greb. Det kan så være, at teksten fungerer fordi der er træk ved kildeteksten som er æstetisk og kognitivt interessante, måske også træk, der bliver synlige via de postproduktive greb. Det er vel det, Frank Leibovici arbejder med i sine kinesiske portrætter, at synliggøre strukturer gennem en art reduktion af enorme tekstmængder – lidt ligesom en filmtrailer, der viser og forvrider en films indhold på to minutter. Under alle omstændigheder fungerer den type behag i læsningens øjeblik, de er en del af læsningens fænomenologi, også selvom de så kan vække til yderligere refleksion.
Nå. Skal man fortsætte af det spor, kan man spørge sig selv, hvad der typisk går tabt i det postproduktive greb. En af de ting, jeg synes ofte går tabt – og det peger på din pointe med, at de her værker jo sjældent er skrevet for at blive læst fra ende til anden – er følelsen af, at man som læser overhovedet tiltales af værket. Og det vil også sige: at der er en fornemmelse af, at netop det her er vigtigt at læse og forholde sig til. Du beskriver det som en art frigørelse, man behøver ikke at læse hele bogen, man kan kigge lidt her og der og tage det med sig, man har lyst til. Men det slår i mine øjne også ind og påvirker min indstilling til den enkelte sætning. Når jeg f. eks. sidder med Rasmus Graffs Folkets Prosa har jeg ingen fornemmelse af, hvorfor jeg skulle læse netop denne sætning og ikke en af dem på den næste side, eller næste side, eller næste side, eller en af dem i min daglige Politiken eller på teksttv eller facebook. Som bog reproducerer den det her generaliserede felt af forskelsløse informationer, som alligevel udgør min dagligdag. Det udgør i sig selv en politisk gestus: det nye – og postproduktiv digtning er lige nu det nye inden for formelt innovativ litteratur – reproducerer hverdagens ofte nærmest kvalmende overbud af ligegyldig information. Men det er i mine øjne ikke en specielt interessant politisk pointe, og da slet ikke en farbar æstetisk strategi.
Som sagt: Der er postproduktive værker som kommer ud over de her dilemmaer. Hos Dan Farrell sker det bl.a. gennem kildeteksten, som er så propfuld af henvendelse – og af spor af den meget prekære kommunikative situation, kildeteksterne fødes ud af – at det så at sige smitter af. Her er bogen ikke bare interessant at tænke over, men også både sjov og meget sørgelig at læse. Og så er det måske på sin plads at forklare, at jeg synes Monogrammer giver mere mening anskuet som kunstværk end som et stykke litteratur. Man kan selvfølgelig være ligeglad med den slags sondringer. Men jeg kan ikke se at min omgang med værket – som jeg har bladret i og kender til, men jo ikke har læst – minder om min omgang med skønlitteratur. Der er i det højeste kontingente, institutionelle grunde til ikke at se den som et billedkunstnerisk værk – du har ikke gået på Akademiet, men på Forfatterskolen, du får din statsstøtte fra det litterære og ikke det billedkunstneriske tremandsudvalg, den slags.
ML
... Men at det ikke minder om din omgang med skønlitteratur, det er jo din skyld, ikke bogens. Den er faktisk skrevet for at blive læst. Den er faktisk i ekstrem grad skrevet med tanke på læseren, dvs. den person der konkret befinder sig i selskab med den faktisk eksisterende bog og sidder og langsomt bladrer den igennem i modsætning til den person, der bare kaster et blik på den og beslutter sig for, at det nok er konceptkunst. Dermed siger jeg ikke, at det nødvendigvis er en god eller vellykket bog, og spørgmålet om kvalitet er lidt et generelt problem her, fordi vi har at gøre med værker, der er nye og i hvert fald delvis er interessante for deres nyhedsværdi. Jeg vil gerne forsvare det postproduktive greb, fordi jeg opfatter det som frisk og tidssvarende (på en måde som jeg fx ikke synes Brecht er) og fyldt med muligheder, men jeg gider ikke forsvare hvert eneste værk, der bruger dette greb, lige så lidt som jeg vil forsvare en sonet for dens iboende poetiske værdi.
Ja, jeg er enig med dig i, at den her litteratur tit egner sig til oplæsninger og opførsler af forskellig art. Det har den til fælles med poesien generelt, og det er vel en af grundene til at tekster, der ellers er sat op som den almindeligste prosa ofte (med rette) opfattes som poesi. Et eksempel er igen Paals “Til folket”, som jo altså som før nævnt osse bygger på offentligt holdte taler af norske statsministre, men især får sin performative virkning af de simple rytmiske gentagelser. Ligesom når jeg læser en Shakespearesonet eller en Hopkinssonet eller Turèlls vrøvledigte eller sågar Ron Sillimans tekster, får jeg lyst til at læse dem højt, giver det en helt simpel glæde blot at formulere dem selv. Er det ikke et af læsningens helt basale æstetiske fænomener? Det gælder egentlig osse prosa i nogen grad, Pynchon og Bernhard fx. som skriver så fantastiske (og forskellige) sætninger, man får lyst til at udtale. Er det, du kalder stillelæsning, ikke, eller indebærer den ikke, en bevidst undertrykken eller i hvert fald tilsidesættelse af denne sprogsansning?
Men jeg vil på den anden side gerne adskille dette fra den decideret sociale tekst, den der kun virker i en social kontekst. Som når Goldsmith læser sin egen tekst op på et fremmedsprog, hvilket jo i sagens natur ikke lader sig reproducere, når man sidder alene og læser. I det tilfælde udnytter Goldsmith på virkelig brilliant vis det, at i den sociale situation er sproget situeret i den Anden, her repræsenteret af en stemme, der forsøger at læse op på et sprog, den ikke kender. Det er uundgåeligt morsomt for den tilhører, som taler sproget (samtidigt med at man, hvis man insisterer, kan læse nogle mørkere shibboleth-betydninger ind i det).
Jeg fornemmer lidt (men er måske totalt overfølsom her?) at du valoriserer stillelæsningen, og at en teksts performative aspekt kommer til at lyde som noget ydre tingeltangel eller i det mindste noget, der selvmodsigende bringer forfatteren, som ellers var blevet omhyggeligt fordrevet fra teksten, tilbage lige i centrum af den. Men det er lige præcis her ideen om forfatterens “stemme” bliver tvivlsom, for selv om Paal er en glimrende oplæser og “Til folket” er sjovt at høre læst op af ham, er det ikke hans stemme, der udgør det performative element i teksten, men “tekstens stemme”, som sagtens lader sig reproducere uden Paal.
Det er ikke så helt enkelt lige at sige, hvad det er, der gør tekster oplæsningsvelegnede, men det kunne vel fx have noget at gøre med at en teksts betydning (i bredest mulige forstand) manifesterer sig og bliver tydelig og nærværende i hver enkelt del af den. Det kunne så osse forklare, hvorfor der omvendt indfinder sig en vis mæthed på et tidspunkt, når man sidder alene og vil læse en sådan bog i sin fulde udstrækning – igen noget der er kendetegnende for megen poesi. Jeg kan godt forstå din indvending med, at du ikke ved, hvorfor du skal læse den og den sætning, men værket skulle, tror jeg, hvis det er noget værd i det mindste gerne have en ramme, der giver betydning til delene, noget der afgrænser, hvad der kan stå inde i det, og hvad der kun kan findes uden for det i det endeløse hav af sætninger.
Hvad angår det med de andre læsestrategier så opfatter jeg naturligvis ikke læsning som en opgave, og jeg taler jo ikke om en kategoriserende opdeling, jeg taler om at åbne sin opmærksomhed over for forskellige mulige måder, teksten kan forholde sig på. Din beskrivelse af Francks metode som en slags trailer-poesi er meget fin, synes jeg (og er det iøvrigt ikke sådan, at filmtrailere, selv om de er skåret efter en helt bestemt model og i sagens natur har et bestemt kommercielt sigte, meget tit bliver en slags små billeddigte, der er langt mere interessante at se end de film, de er lavet for at promovere?).
Ja, jeg er enig med dig i, at den her litteratur tit egner sig til oplæsninger og opførsler af forskellig art. Det har den til fælles med poesien generelt, og det er vel en af grundene til at tekster, der ellers er sat op som den almindeligste prosa ofte (med rette) opfattes som poesi. Et eksempel er igen Paals “Til folket”, som jo altså som før nævnt osse bygger på offentligt holdte taler af norske statsministre, men især får sin performative virkning af de simple rytmiske gentagelser. Ligesom når jeg læser en Shakespearesonet eller en Hopkinssonet eller Turèlls vrøvledigte eller sågar Ron Sillimans tekster, får jeg lyst til at læse dem højt, giver det en helt simpel glæde blot at formulere dem selv. Er det ikke et af læsningens helt basale æstetiske fænomener? Det gælder egentlig osse prosa i nogen grad, Pynchon og Bernhard fx. som skriver så fantastiske (og forskellige) sætninger, man får lyst til at udtale. Er det, du kalder stillelæsning, ikke, eller indebærer den ikke, en bevidst undertrykken eller i hvert fald tilsidesættelse af denne sprogsansning?
Men jeg vil på den anden side gerne adskille dette fra den decideret sociale tekst, den der kun virker i en social kontekst. Som når Goldsmith læser sin egen tekst op på et fremmedsprog, hvilket jo i sagens natur ikke lader sig reproducere, når man sidder alene og læser. I det tilfælde udnytter Goldsmith på virkelig brilliant vis det, at i den sociale situation er sproget situeret i den Anden, her repræsenteret af en stemme, der forsøger at læse op på et sprog, den ikke kender. Det er uundgåeligt morsomt for den tilhører, som taler sproget (samtidigt med at man, hvis man insisterer, kan læse nogle mørkere shibboleth-betydninger ind i det).
Jeg fornemmer lidt (men er måske totalt overfølsom her?) at du valoriserer stillelæsningen, og at en teksts performative aspekt kommer til at lyde som noget ydre tingeltangel eller i det mindste noget, der selvmodsigende bringer forfatteren, som ellers var blevet omhyggeligt fordrevet fra teksten, tilbage lige i centrum af den. Men det er lige præcis her ideen om forfatterens “stemme” bliver tvivlsom, for selv om Paal er en glimrende oplæser og “Til folket” er sjovt at høre læst op af ham, er det ikke hans stemme, der udgør det performative element i teksten, men “tekstens stemme”, som sagtens lader sig reproducere uden Paal.
Det er ikke så helt enkelt lige at sige, hvad det er, der gør tekster oplæsningsvelegnede, men det kunne vel fx have noget at gøre med at en teksts betydning (i bredest mulige forstand) manifesterer sig og bliver tydelig og nærværende i hver enkelt del af den. Det kunne så osse forklare, hvorfor der omvendt indfinder sig en vis mæthed på et tidspunkt, når man sidder alene og vil læse en sådan bog i sin fulde udstrækning – igen noget der er kendetegnende for megen poesi. Jeg kan godt forstå din indvending med, at du ikke ved, hvorfor du skal læse den og den sætning, men værket skulle, tror jeg, hvis det er noget værd i det mindste gerne have en ramme, der giver betydning til delene, noget der afgrænser, hvad der kan stå inde i det, og hvad der kun kan findes uden for det i det endeløse hav af sætninger.
Hvad angår det med de andre læsestrategier så opfatter jeg naturligvis ikke læsning som en opgave, og jeg taler jo ikke om en kategoriserende opdeling, jeg taler om at åbne sin opmærksomhed over for forskellige mulige måder, teksten kan forholde sig på. Din beskrivelse af Francks metode som en slags trailer-poesi er meget fin, synes jeg (og er det iøvrigt ikke sådan, at filmtrailere, selv om de er skåret efter en helt bestemt model og i sagens natur har et bestemt kommercielt sigte, meget tit bliver en slags små billeddigte, der er langt mere interessante at se end de film, de er lavet for at promovere?).
mandag den 1. november 2010
Samtale med Tue Andersen Nexø. Del 2.
TAN
Jeg synes, du har en nærmest defaitistisk holdning til … ja, egentlig til både politik og til digtning og til politisk digtning. Til alle tre ting.
I første omgang var du optaget af, at Brechts form for politisk digtning ikke giver mening i dag, fordi der ikke længere er tydelige politiske modstandere. For mig lyder det som en variant af forestillingen om Danmark som historiens afslutning, det fuldt realiserede liberale demokrati med samt socialt sikkerhedsnet. Skriver du virkelig under på det? Hvis du ikke gør det, er der så ikke stadig en politisk kamp, der mangler at blive kæmpet?
I næste omgang mener du, at digteren alligevel ingen autoritet har, fordi samfundet ikke giver ham den. Nej, det gør den ikke. Autoritet er i det hele taget ikke noget, man passivt tildeles. Den må man påtage sig og kæmpe for, opbygge og reproducere gennem sine (tale)handlinger. Hvis man altså overhovedet er interesseret i at have den. Min fornemmelse er mere, at det er dér skoen trykker.
Og i tredje omgang er det som om, at den politiske digtning, du alligevel godt kan lide, er den der bekræfter dig i en let kynisk, let sørgmodig resignation overfor den store, uoverskuelige verden. Sådan beskriver du din reaktion på Kristin Prevallet, som bekræfter dig i, at Bush bare er fyldt med ”bullshit” – for man kan jo ikke forestille sig, at ens politiske modstander har politiske idealer, kan man? – sådan beskriver du også Martin Glaz Serups konklusion. Den er "ærlig og reel, næsten kynisk".
Nå. Lad mig prøve at beskrive min interesse for Brecht fra en lidt anden vinkel, som forbinder den med, sådan nogenlunde, Danmark og den vestlige verden i dag. Vi lever i samfund, hvor man som borger konstant interpelleres som et ikke-politisk subjekt, som privatmenneske, producent og forbruger. Som et menneske, der har interesser og hobbyer og begær og økonomiske forpligtelser. Og måske også som et menneske, der føler dybere ting om døden og livet og den slags eksistentielle ting. Men forestillingen om politisk engagement – forestillingen om, at du og jeg ikke bare er privatmennesker, men også medborgere i et politisk fællesskab, en fælles verden som vi ikke bare er underlagt, men også har ret og pligt til at engagere os i være med til at bestemme over – den forestilling synes ”man” jo nærmest per definition er latterlig. Den er uvirkelig, den har ikke gang på jorden.
I det lys finder jeg selve den gestus, jeg læser ud af Brechts digte, for fornyende. At han formår at tiltale sin læser som medborger betyder – og det er hinsides præcist hvad han agiterer for eller skriver om, og uanset om han opfordrer til handling eller tænkning med sine tekster – at han insisterer på, at det at være zoon politikon også er en mulig subjektposition. Man har andre muligheder end den private subjektivitet. Det er vel det jeg mener med, at min interesse er poetologisk – hans gestus, måden hans digte interpellerer læseren på, er i sig selv en politisk gestus, en åbning overfor det at tænke politisk handling som noget, der overhovedet er muligt. I dag opleves den som kontrær og polemisk (men det gjorde den nu også i trediverne), fordi stort set alle andre instanser interpellerer os som ikke-politiske subjekter. Det kunne være sjovt – men måske umuligt, hvem ved – hvis nogle ville tage den strategi op igen.
PS: Agitation er ikke det samme som at prædike til de omvendte. Det er som om din model for politisk digtning er rent erkendelsesbaseret: det agitotoriske digt viser os et verdensbillede med nogle gode og nogle onde, og hvis vi er enige med det verdensbillede kan vi godt lide digtet. Eller også kan vi godt lide det på grund af nogle formelle træk som egentlig ikke har noget med politik at gøre. Men målet med agitation er ikke erkendelse, det er at vække til handling, at opildne følelser, evt. en følelse af fællesskab, af solidaritet. Eller af had. Det er, kort sagt, at vække os som politiske subjekter. ”Rejs jer, fordømte her på jorden” er et imperativ, verset lyder ikke: ”Der findes fordømte her på jorden”.
PPS: Jeg er glad for at jeg satte eksperiment i gåseøjne. Så lad mig sige det sådan her: Prevallet viser sin påstand via et stykke formarbejde. Digtets maskine er formel, dets indhold er banalt.
PPPS: Hvor finder du en stemme i Prevallets digt? Hun er jo ikke afsender af en eneste af digtets sætninger. Første strofe er en readymade, som så deformeres gennem de næste strofer. Det er jo heller ikke min stemme, hvis jeg afspiller en shubidua-sang i stadigt mere forvrængede udgaver for at vise, hvor ringe deres musik er. Det kunne blive Prevallets ord, hvis hun læste dem op, men nu har vi dem på skrift, så … Hvilket alt sammen peger videre på spørgsmålet om, hvorfor readymaden er blevet så populær som formel strategi i ny dansk og international digtning. Er det fordi man gerne vil undgå at have en egen stemme?
I første omgang var du optaget af, at Brechts form for politisk digtning ikke giver mening i dag, fordi der ikke længere er tydelige politiske modstandere. For mig lyder det som en variant af forestillingen om Danmark som historiens afslutning, det fuldt realiserede liberale demokrati med samt socialt sikkerhedsnet. Skriver du virkelig under på det? Hvis du ikke gør det, er der så ikke stadig en politisk kamp, der mangler at blive kæmpet?
I næste omgang mener du, at digteren alligevel ingen autoritet har, fordi samfundet ikke giver ham den. Nej, det gør den ikke. Autoritet er i det hele taget ikke noget, man passivt tildeles. Den må man påtage sig og kæmpe for, opbygge og reproducere gennem sine (tale)handlinger. Hvis man altså overhovedet er interesseret i at have den. Min fornemmelse er mere, at det er dér skoen trykker.
Og i tredje omgang er det som om, at den politiske digtning, du alligevel godt kan lide, er den der bekræfter dig i en let kynisk, let sørgmodig resignation overfor den store, uoverskuelige verden. Sådan beskriver du din reaktion på Kristin Prevallet, som bekræfter dig i, at Bush bare er fyldt med ”bullshit” – for man kan jo ikke forestille sig, at ens politiske modstander har politiske idealer, kan man? – sådan beskriver du også Martin Glaz Serups konklusion. Den er "ærlig og reel, næsten kynisk".
Nå. Lad mig prøve at beskrive min interesse for Brecht fra en lidt anden vinkel, som forbinder den med, sådan nogenlunde, Danmark og den vestlige verden i dag. Vi lever i samfund, hvor man som borger konstant interpelleres som et ikke-politisk subjekt, som privatmenneske, producent og forbruger. Som et menneske, der har interesser og hobbyer og begær og økonomiske forpligtelser. Og måske også som et menneske, der føler dybere ting om døden og livet og den slags eksistentielle ting. Men forestillingen om politisk engagement – forestillingen om, at du og jeg ikke bare er privatmennesker, men også medborgere i et politisk fællesskab, en fælles verden som vi ikke bare er underlagt, men også har ret og pligt til at engagere os i være med til at bestemme over – den forestilling synes ”man” jo nærmest per definition er latterlig. Den er uvirkelig, den har ikke gang på jorden.
I det lys finder jeg selve den gestus, jeg læser ud af Brechts digte, for fornyende. At han formår at tiltale sin læser som medborger betyder – og det er hinsides præcist hvad han agiterer for eller skriver om, og uanset om han opfordrer til handling eller tænkning med sine tekster – at han insisterer på, at det at være zoon politikon også er en mulig subjektposition. Man har andre muligheder end den private subjektivitet. Det er vel det jeg mener med, at min interesse er poetologisk – hans gestus, måden hans digte interpellerer læseren på, er i sig selv en politisk gestus, en åbning overfor det at tænke politisk handling som noget, der overhovedet er muligt. I dag opleves den som kontrær og polemisk (men det gjorde den nu også i trediverne), fordi stort set alle andre instanser interpellerer os som ikke-politiske subjekter. Det kunne være sjovt – men måske umuligt, hvem ved – hvis nogle ville tage den strategi op igen.
PS: Agitation er ikke det samme som at prædike til de omvendte. Det er som om din model for politisk digtning er rent erkendelsesbaseret: det agitotoriske digt viser os et verdensbillede med nogle gode og nogle onde, og hvis vi er enige med det verdensbillede kan vi godt lide digtet. Eller også kan vi godt lide det på grund af nogle formelle træk som egentlig ikke har noget med politik at gøre. Men målet med agitation er ikke erkendelse, det er at vække til handling, at opildne følelser, evt. en følelse af fællesskab, af solidaritet. Eller af had. Det er, kort sagt, at vække os som politiske subjekter. ”Rejs jer, fordømte her på jorden” er et imperativ, verset lyder ikke: ”Der findes fordømte her på jorden”.
PPS: Jeg er glad for at jeg satte eksperiment i gåseøjne. Så lad mig sige det sådan her: Prevallet viser sin påstand via et stykke formarbejde. Digtets maskine er formel, dets indhold er banalt.
PPPS: Hvor finder du en stemme i Prevallets digt? Hun er jo ikke afsender af en eneste af digtets sætninger. Første strofe er en readymade, som så deformeres gennem de næste strofer. Det er jo heller ikke min stemme, hvis jeg afspiller en shubidua-sang i stadigt mere forvrængede udgaver for at vise, hvor ringe deres musik er. Det kunne blive Prevallets ord, hvis hun læste dem op, men nu har vi dem på skrift, så … Hvilket alt sammen peger videre på spørgsmålet om, hvorfor readymaden er blevet så populær som formel strategi i ny dansk og international digtning. Er det fordi man gerne vil undgå at have en egen stemme?
ML
Jeg synes vi taler lidt forbi hinanden nu, jeg har i hvert fald ikke gjort det klart hvad jeg mente – men det er nu også ret spidsfindigt…
Jeg mener ikke, at der ikke er politiske kampe at kæmpe, jeg mener heller ikke, at de nødvendigvis behøver at være poesien uvedkommende (eller litteraturen i bredere forstand, men nu startede du med at sige, det var Brecht som digter, du var interesseret i). Min interesse er også poetologisk, ikke i engagementet for dets egen skyld. Omkring defaitismen: Ja, jeg er temmelig skeptisk overfor muligheden af at opildne folk til politisk handling ved poesiens hjælp i et samfund, hvor poesi stort set ikke læses. Men at der er plads til politisk tænkning og til opildnen eller i hvert fald ansporing til politisk tænkning i poesien, det er jeg med på. Så er spørgsmålet bare hvordan.
Mit udgangspunkt er, og det kan vi vel nok også være fælles om, at politisk litteratur kun er noget jeg gider at læse, hvis det er fedt. Hvad det så end betyder, men det betyder i hvert fald, at man ikke bare kan bedømme det på om dets indhold er banalt eller interessant. Det vigtige ved et digt er ikke dets indhold men dets udsagn.
Når jeg taler om den tydelige politiske modstand, er pointen således, at den dynamik, den agitatoriske retorik kan have, hænger sammen med dens moralske entydighed. Agitation kan ikke indeholde komplekse ræsonnementer. Den handler netop, som du siger, om at vække folk, og det gør man ikke ved at argumentere for dem. Den dynamik ser vi hos mange digtere fra den tidlige modernisme, Brecht, Majakovskij, Pound – ideologiske digtere, ikke nødvendigvis på en dum måde, men med et klart ideologisk udgangspunkt og med en retorik, der udspringer af fornemmelsen af at man har en sag. Dén type ideologisk digtning, hvor digteren stiller sig op og taler på arbejderklassens eller de fattiges eller kulturbærernes eller humanismens vegne, dén kan det biografiske jeg ikke bære, siger jeg, det har det ikke autoritet til. Det har faktisk meget lidt med Brecht at gøre (digteren Brecht er netop ikke et privat subjekt, der tager udgangspunkt i sin nære livsverden), men helt specifikt med din antydning af at man bare kunne forlænge det biografiske jeg i noget dansk litteratur til et politisk jeg.
Men jeg afviser ikke at man kan finde andre retoriske og analytiske strategier for politisk digtning. For et par år siden lavede vi et nummer af Banana Split (det ved du, du bidrog selv til det), der endte som en slags (næppe udtømmende!) katalog over mulige former for politisk digtning. Readymades og detournementer udgør en betragtelig del af nummeret. Der er bl.a. tekster fra Reznikoffs Testimony, et af de centrale værker i den vist ikke særlig læste og kendte objektivistiske tradition. Hvad er det der er objektivistisk ved den; ja, det er der sikkert historisk en forklaring på, men den slags betegnelser bliver tit hængende fordi de har flere forskellige betydninger folk kan lægge i dem. For Reznikoff kunne man fx sige at han fortæller en objektiv historie ved at udelade sit eget jeg og sit eget synspunkt og genfortælle kilderne, altså retsprotokollerne, sådan som de står. Det er i en vis forstand vel netop det du beskriver som ønsket om at undgå at have en egen stemme, men jeg synes at man (hvis man overhovedet skal bruge den højst labile stemme-metafor i poetikken) må skelne mellem digterens stemme, noget der lader sig høre i hele hans/hendes produktion eller væsentlige dele af den (noget man måske også kunne kalde stil), og digtets stemme, noget der bare er det enkelte digts særlige tonefald. Og man skal i hvert fald ikke forveksle det med den fysiologiske stemme, sådan som jeg synes dit shubidua-eksempel lægger op til.
Nå, men du har helt ret i at autoritet ikke er noget man får forærende, men at det er noget man må tilkæmpe sig. En af måderne at gøre det på er vel netop at være objektiv. Med readymades har man muligheden for at være dokumentarisk og med detournementer har man muligheden for at være kritisk omkring specifikke tekster og sager.
Jeg mener ikke, at der ikke er politiske kampe at kæmpe, jeg mener heller ikke, at de nødvendigvis behøver at være poesien uvedkommende (eller litteraturen i bredere forstand, men nu startede du med at sige, det var Brecht som digter, du var interesseret i). Min interesse er også poetologisk, ikke i engagementet for dets egen skyld. Omkring defaitismen: Ja, jeg er temmelig skeptisk overfor muligheden af at opildne folk til politisk handling ved poesiens hjælp i et samfund, hvor poesi stort set ikke læses. Men at der er plads til politisk tænkning og til opildnen eller i hvert fald ansporing til politisk tænkning i poesien, det er jeg med på. Så er spørgsmålet bare hvordan.
Mit udgangspunkt er, og det kan vi vel nok også være fælles om, at politisk litteratur kun er noget jeg gider at læse, hvis det er fedt. Hvad det så end betyder, men det betyder i hvert fald, at man ikke bare kan bedømme det på om dets indhold er banalt eller interessant. Det vigtige ved et digt er ikke dets indhold men dets udsagn.
Når jeg taler om den tydelige politiske modstand, er pointen således, at den dynamik, den agitatoriske retorik kan have, hænger sammen med dens moralske entydighed. Agitation kan ikke indeholde komplekse ræsonnementer. Den handler netop, som du siger, om at vække folk, og det gør man ikke ved at argumentere for dem. Den dynamik ser vi hos mange digtere fra den tidlige modernisme, Brecht, Majakovskij, Pound – ideologiske digtere, ikke nødvendigvis på en dum måde, men med et klart ideologisk udgangspunkt og med en retorik, der udspringer af fornemmelsen af at man har en sag. Dén type ideologisk digtning, hvor digteren stiller sig op og taler på arbejderklassens eller de fattiges eller kulturbærernes eller humanismens vegne, dén kan det biografiske jeg ikke bære, siger jeg, det har det ikke autoritet til. Det har faktisk meget lidt med Brecht at gøre (digteren Brecht er netop ikke et privat subjekt, der tager udgangspunkt i sin nære livsverden), men helt specifikt med din antydning af at man bare kunne forlænge det biografiske jeg i noget dansk litteratur til et politisk jeg.
Men jeg afviser ikke at man kan finde andre retoriske og analytiske strategier for politisk digtning. For et par år siden lavede vi et nummer af Banana Split (det ved du, du bidrog selv til det), der endte som en slags (næppe udtømmende!) katalog over mulige former for politisk digtning. Readymades og detournementer udgør en betragtelig del af nummeret. Der er bl.a. tekster fra Reznikoffs Testimony, et af de centrale værker i den vist ikke særlig læste og kendte objektivistiske tradition. Hvad er det der er objektivistisk ved den; ja, det er der sikkert historisk en forklaring på, men den slags betegnelser bliver tit hængende fordi de har flere forskellige betydninger folk kan lægge i dem. For Reznikoff kunne man fx sige at han fortæller en objektiv historie ved at udelade sit eget jeg og sit eget synspunkt og genfortælle kilderne, altså retsprotokollerne, sådan som de står. Det er i en vis forstand vel netop det du beskriver som ønsket om at undgå at have en egen stemme, men jeg synes at man (hvis man overhovedet skal bruge den højst labile stemme-metafor i poetikken) må skelne mellem digterens stemme, noget der lader sig høre i hele hans/hendes produktion eller væsentlige dele af den (noget man måske også kunne kalde stil), og digtets stemme, noget der bare er det enkelte digts særlige tonefald. Og man skal i hvert fald ikke forveksle det med den fysiologiske stemme, sådan som jeg synes dit shubidua-eksempel lægger op til.
Nå, men du har helt ret i at autoritet ikke er noget man får forærende, men at det er noget man må tilkæmpe sig. En af måderne at gøre det på er vel netop at være objektiv. Med readymades har man muligheden for at være dokumentarisk og med detournementer har man muligheden for at være kritisk omkring specifikke tekster og sager.
TAN
Lad mig formulere min skepsis overfor approprierings-strategier som en priviligeret form for politisk digtning på følgende måde. Hvis man ikke tænker sig grundigt om, så prætenderer approprierede, ”post-produktive” tekster en objektivitet – og smykker sig i den forstand med dén autoritet, som det objektive udsagn tildeles i vores kultur – som vel grundlæggende er en løgn. Nogen foretager et udvalg, vælger procedurer, redigerer, sætter op, overvejer hvilke forskydninger, der skal foregå i materialet osv. Og det kan altsammen være virkelig interessant og godt – som du måske ved, er jeg meget, meget glad for Dan Farrells The Inkblot Record, jeg er interesseret, men har ikke læst særlig meget af Reznikoff, og jeg synes egentlig Franck Leibovicis Kinesiske Portrætter var fin – men approprieringen og manipulationen indeholder selvfølgelig en serie valg og positioneringer. Der er nogle signaler til læseren om, hvordan den her tekst skal læses og forstås, og tit også om hvad den fortæller os. Når Hans-Otto Jørgensen optrykker hadske kommentarer fra nettet, som reagerer på hans egne udsagn angående balladen om Ungdomshuset, er det så objektivt? Tror du ikke, han har tænkt over den gestus’ retoriske effekt?
Man kan også spørge sig selv, hvorfor den naturlige enhed i Google-poesien har det med at blive en eller to løsrevne sætninger. Uden netop dette redaktionelle valg kunne bøgerne jo lige så godt bestå af det antal gange, der simpelthen stod ”jeg drømmer” på nettet – eller hvad det nu er, man søger på – uden at registrere hvad alle disse jeg’er faktisk drømmer. Det ville nok være en mindre interessant bog. Den ville slet ikke præsentere en kakofoni af stemmer for os. Man ville ikke få indtryk af, at vi her kan gå på opdagelse i hvad man drømmer om i Danmark i dag, løsrevet fra den enkelte stemmes konkrete situering. Men der er ikke desto mindre tale om et redaktionelt valg og en art ærinde, bogen har haft: den har villet præsentere (producere) spektrummet af danske drømme.
Det, der i mine øjne kendetegner de forskellige approprierings-strategier er, at de ikke ønsker at tildele den bagvedliggende forfatter-redaktør nogen ”stemme” i dén helt banale betydning, at det for læseren ikke er til at identificere andre udsigelsesinstanser i teksten end dem, det oprindeligee materiale tilbyder. Det giver et skin af objektivitet. Men forfatteren er der jo alligevel på alle mulige måder. Uanset hvor gerne man vil så slipper man ikke for sig selv.
Nå. Jeg forstår ikke, hvorfor man enten kun er sig selv som privatsubjekt eller stiller sig i en større sags tjeneste. For mig er det en falsk dikotomi. Man kan vel godt være politisk engageret uden samtidig at trælbinde sig noget, der er større end en selv. Min læsning er Brecht er netop, at han ikke gør nogle af delene. Han taler som et subjekt, der er situeret i en politisk-historisk horisont, til andre subjekter, der er situeret i samme horisont, om de politiske konflikter og brændpunkter, der er omkring ham. Det gør han via digtningen og det har konsekvenser for digtets ”stemme” og interpellation.
Lad mig slutte med et digt af Brecht som viser, at han jo ikke bare skriver politisk vækkelsesdigtning, men skriver om grænsen mellem et politisk og et blot privat (for Brecht: ekisileret) liv. Det her digt udkom i 1939, mens Brecht var i eksil og endnu ikke kunne se om og hvornår Hitler ville falde.
Der er jo ikke en politisk agenda i det her digt, men der er nok en refleksion over eksilet som tilstand og de måder, det blokerer for udøvelsen af ens politiske engagement og for ens private liv – og hvordan de to jo kan komme i konflikt med hinanden. Og så er det jo en fin ironi, at digtets jeg hele tiden fremstilles som politisk aktiv, altimens eksilets afslutning fremstilles helt agensløst, som en naturlig forfaldsproces: magtens gærde vil langsomt forvitre. Ligesom skiftet fra det indre imperativ (udråbstegn!) til anden dels spørgende resignation er fin.
Man kan også spørge sig selv, hvorfor den naturlige enhed i Google-poesien har det med at blive en eller to løsrevne sætninger. Uden netop dette redaktionelle valg kunne bøgerne jo lige så godt bestå af det antal gange, der simpelthen stod ”jeg drømmer” på nettet – eller hvad det nu er, man søger på – uden at registrere hvad alle disse jeg’er faktisk drømmer. Det ville nok være en mindre interessant bog. Den ville slet ikke præsentere en kakofoni af stemmer for os. Man ville ikke få indtryk af, at vi her kan gå på opdagelse i hvad man drømmer om i Danmark i dag, løsrevet fra den enkelte stemmes konkrete situering. Men der er ikke desto mindre tale om et redaktionelt valg og en art ærinde, bogen har haft: den har villet præsentere (producere) spektrummet af danske drømme.
Det, der i mine øjne kendetegner de forskellige approprierings-strategier er, at de ikke ønsker at tildele den bagvedliggende forfatter-redaktør nogen ”stemme” i dén helt banale betydning, at det for læseren ikke er til at identificere andre udsigelsesinstanser i teksten end dem, det oprindeligee materiale tilbyder. Det giver et skin af objektivitet. Men forfatteren er der jo alligevel på alle mulige måder. Uanset hvor gerne man vil så slipper man ikke for sig selv.
Nå. Jeg forstår ikke, hvorfor man enten kun er sig selv som privatsubjekt eller stiller sig i en større sags tjeneste. For mig er det en falsk dikotomi. Man kan vel godt være politisk engageret uden samtidig at trælbinde sig noget, der er større end en selv. Min læsning er Brecht er netop, at han ikke gør nogle af delene. Han taler som et subjekt, der er situeret i en politisk-historisk horisont, til andre subjekter, der er situeret i samme horisont, om de politiske konflikter og brændpunkter, der er omkring ham. Det gør han via digtningen og det har konsekvenser for digtets ”stemme” og interpellation.
Lad mig slutte med et digt af Brecht som viser, at han jo ikke bare skriver politisk vækkelsesdigtning, men skriver om grænsen mellem et politisk og et blot privat (for Brecht: ekisileret) liv. Det her digt udkom i 1939, mens Brecht var i eksil og endnu ikke kunne se om og hvornår Hitler ville falde.
Gedanken über die Dauer des Exils
1
Schlage keinen Nagel in die Wand!
Wirf den Rock auf den Stuhl!
Warum vorsorgen für vier Tage?
Du kehrst morgen zurück.
Lass den kleinen Baum ohne Wasser!
Wozu noch einen Baum planzen?
Bevor er so hoch wie eine Stufe ist
Gehst du froh weg von hier.
Zieh die Mütze ins Gesicht, wenn die Leute vorbeigehn!
Wocu in einer fremden Grammatik fingern?
Die Nachricht, die dich heimruft
Ist in bekannter Sprache geschrieben.
So wie der Kalk vom Gebälk blättert
(Tue nichts dagegen!)
Wird der Zaun der Gewalt zermorschen
Der an der Grenze aufgerichtet ist
Gegen die Gerechtigkeit.
2
Sieh den Nagel an der Wand, den du eingeschlagen hast:
Wann, glaubst du, wirst du zurückkehren?
Willst du wissen, was du im Innersten glaubst?
Tag um Tag
Arbeitest du für die Befreiung
Sitzend in der Kammer schreibst du:
Willst du wissen, was du von deiner Arbeit hältst?
Sieh den kleinen Kastanienbaum in Eck des Hofes
Zu dem du die Kanne voll Wasser schlepptest.
Der er jo ikke en politisk agenda i det her digt, men der er nok en refleksion over eksilet som tilstand og de måder, det blokerer for udøvelsen af ens politiske engagement og for ens private liv – og hvordan de to jo kan komme i konflikt med hinanden. Og så er det jo en fin ironi, at digtets jeg hele tiden fremstilles som politisk aktiv, altimens eksilets afslutning fremstilles helt agensløst, som en naturlig forfaldsproces: magtens gærde vil langsomt forvitre. Ligesom skiftet fra det indre imperativ (udråbstegn!) til anden dels spørgende resignation er fin.
ML
Nej, man kan ikke slippe for sig selv, derfor var min brug af ordet ‘objektiv’ måske nok noget tvivlsom. Måske skulle jeg i stedet have talt om dokumentarisme. Enhver dokumentar i lyd, billede eller skrift har jo det samme problem eller iboende paradoks, at den i en eller anden forstand forsøger at dokumentere sandheden, men må gøre det ved at foretage subjektive valg og prioriteringer. Dokumentarismen er imidlertid kun en del af det. Jeg tror, der findes en bred vifte af postproduktive strategier, og det er nødvendigt at kunne læse dem hver på deres egne præmisser, ikke bare at kaste dem sammen ned i et hul og kalde det appropriering og det er sådan noget avantgarden gjorde i 1920 og det er bare SÅ overstået. Jeg kan godt lide begrebet postproduktiv (min kærlighed gør, at jeg dropper bindestregen), fordi det, selv om det lyder lidt sådan, ikke er historisk, at vi nu efter produktionens tidsalder er kommet til den efterfølgende, men fordi det refererer til den del af filmproduktion, som foregår, efter at optagelserne er i hus, den del, hvor man skal klippe og redigere, producere visuelle effekter, lægge lyd på og farvekorrigere osv. Altså den periode som på ingen måde er ukreativ, som Goldsmiths provokerende men problematiske begreb påstår, men snarere den del, hvor man ofte finder hovedparten af moderne filmproduktions kreativitet.
Jeg tror, du tager fuldstændigt fejl, når du siger, at det, der kendetegner approprieringsstrategier, er, at de er et forsøg på at udviske forfatterstemmen (selv om det sådan set var det, jeg osse selv lagde op til med Reznikoff). Jeg tror, at der er nogle postproduktive forfattere, som er ude på det. Ud over Reznikoff og Leibovici vil jeg gerne nævne Peter Weiss – som vel nærmest er Brechts arvtager – der i Forundersøgelsen gør næsten det samme som Reznikoff i Holocaust, nemlig dramatiserer retsalsprotokoller fra Auschwitz-sagerne.
Men med andre bøger og andre forfattere er det andre ting, der er på spil. I stedet for en dokumentarisk strategi kan man have en analytisk. Fx starter Paal Bjelke Andersens nye bog Dugnad med syv digte, eller rettere et digt arrangeret i syv afdelinger, baseret på ti års nytårstaler af skiftende norske statsministre. Disse taler er skåret i småstykker og samlet igen efter forskellige metoder: En der undersøger deres brug af ordet ‘sprog’, en der læser efter geografi, en der undersøger deres brug af ordet ‘grænse’, en der finder subjekter, en der leder efter spor af ordet ‘krig’, en der finder specifikke personer, og en der samler selvbiografiske smuler op. På den måde tegner der sig et (vel ikke ‘objektivt’, men interessant) billede af den norske nations mentale landskab, over hvem og hvad statsministrene finder vigtige nok til at tage med i deres årlige tilstandsrapport. Fx lyder del IIs første afsnit af 11(dvs., går jeg ud fra, det afsnit der stammer fra talen i 2000):
Så er der de mere strengt konceptuelle eksempler, som har en tendens til ikke at være så interesseret i indholdet (eller betydningsindholdet) af kildeteksten, men mere i selve approprieringen og den proces den udfolder. Ud over Goldsmith ville jeg fx nævne Craig Dworkins bizarre (på en god måde, synes jeg) Parse, som ganske vist osse har et analytisk aspekt i og med at den er en analyse af en gammel grammatikbog efter dennes egne regler. Men jeg ved ikke, om der er nogen andre end Dworkin selv, der er interesseret i netop denne grammatik, så bogen bliver i hvert fald for mig mere en konceptuel performance.
Og så er der detournementer, der ofte har et kritisk/satirisk præg, som Prevallet er eksempel på.
Jeg føler mig lidt som en skolelærer her med sådan en opremsning af kategorier, dokumentarisk, analytisk, konceptuel, satirisk, men jeg tror det er nyttigt ... ikke så meget at klassificere ... men at indikere nogle (her stadig meget grove) vektorer for læsning af tekster, der på overfladen ser ud til at bruge det samme greb, men i virkeligheden er meget forskellige, og som stiller andre krav til læsningen end den udbredte form for nærlæsning, som er meget fokuseret på digtet som udtryk for en særlig subjektivitet, der ytrer sig i stemmen. (Jvf. hvad Kamilla Löfström for nyligt skrev i sin anmeldelse af Rasmus Graffs Folkets prosa: “Med dette afskriftkoncept slipper jeg som anmelder for at forholde mig til sædvanlige spørgsmål som: Har den unge (f. 1983) forfatter Rasmus Graff (debut 2008) talent? Har han stil? Er han original? Imponerer han ligefrem? Til gengæld stilles jeg som læser over for en række nye spørgsmål, hvoraf det første og helt afgørende lyder: Er det overhovedet meningen, at man skal læse (hele) bogen? Eller skal man, som Andy Warhol selv sagde om sine film, hellere tænke over den?”)
Og så har jeg iøvrigt kun nævnt de faktorer, der vedrører forholdet til kildeteksten, slet ikke de performative eller formmæssige træk.
Nå, nu fik jeg slet ikke svaret, hverken på det du sagde om Brechts fine eksil-digt eller på det om google-poesien (som jeg har meget mere at sige om!), men det er vist på tide at gøre et lille ophold her.
Jeg tror, du tager fuldstændigt fejl, når du siger, at det, der kendetegner approprieringsstrategier, er, at de er et forsøg på at udviske forfatterstemmen (selv om det sådan set var det, jeg osse selv lagde op til med Reznikoff). Jeg tror, at der er nogle postproduktive forfattere, som er ude på det. Ud over Reznikoff og Leibovici vil jeg gerne nævne Peter Weiss – som vel nærmest er Brechts arvtager – der i Forundersøgelsen gør næsten det samme som Reznikoff i Holocaust, nemlig dramatiserer retsalsprotokoller fra Auschwitz-sagerne.
Men med andre bøger og andre forfattere er det andre ting, der er på spil. I stedet for en dokumentarisk strategi kan man have en analytisk. Fx starter Paal Bjelke Andersens nye bog Dugnad med syv digte, eller rettere et digt arrangeret i syv afdelinger, baseret på ti års nytårstaler af skiftende norske statsministre. Disse taler er skåret i småstykker og samlet igen efter forskellige metoder: En der undersøger deres brug af ordet ‘sprog’, en der læser efter geografi, en der undersøger deres brug af ordet ‘grænse’, en der finder subjekter, en der leder efter spor af ordet ‘krig’, en der finder specifikke personer, og en der samler selvbiografiske smuler op. På den måde tegner der sig et (vel ikke ‘objektivt’, men interessant) billede af den norske nations mentale landskab, over hvem og hvad statsministrene finder vigtige nok til at tage med i deres årlige tilstandsrapport. Fx lyder del IIs første afsnit af 11(dvs., går jeg ud fra, det afsnit der stammer fra talen i 2000):
Nasaret og Norge og Stiklestad og Norge og Amerika og Norge og Sunndal på Normøre og Norge og Norge og Telemark og Norge og Vest-Europa og Norge og Norge og Midtøsten og USA og Oslo og Nordsjøen og Balkan og Kosovo og Norge og Kosovo og Balkan og Tsjetsjenia og Norge og Sør-Afrika og Sør-Afrika.
Så er der de mere strengt konceptuelle eksempler, som har en tendens til ikke at være så interesseret i indholdet (eller betydningsindholdet) af kildeteksten, men mere i selve approprieringen og den proces den udfolder. Ud over Goldsmith ville jeg fx nævne Craig Dworkins bizarre (på en god måde, synes jeg) Parse, som ganske vist osse har et analytisk aspekt i og med at den er en analyse af en gammel grammatikbog efter dennes egne regler. Men jeg ved ikke, om der er nogen andre end Dworkin selv, der er interesseret i netop denne grammatik, så bogen bliver i hvert fald for mig mere en konceptuel performance.
Og så er der detournementer, der ofte har et kritisk/satirisk præg, som Prevallet er eksempel på.
Jeg føler mig lidt som en skolelærer her med sådan en opremsning af kategorier, dokumentarisk, analytisk, konceptuel, satirisk, men jeg tror det er nyttigt ... ikke så meget at klassificere ... men at indikere nogle (her stadig meget grove) vektorer for læsning af tekster, der på overfladen ser ud til at bruge det samme greb, men i virkeligheden er meget forskellige, og som stiller andre krav til læsningen end den udbredte form for nærlæsning, som er meget fokuseret på digtet som udtryk for en særlig subjektivitet, der ytrer sig i stemmen. (Jvf. hvad Kamilla Löfström for nyligt skrev i sin anmeldelse af Rasmus Graffs Folkets prosa: “Med dette afskriftkoncept slipper jeg som anmelder for at forholde mig til sædvanlige spørgsmål som: Har den unge (f. 1983) forfatter Rasmus Graff (debut 2008) talent? Har han stil? Er han original? Imponerer han ligefrem? Til gengæld stilles jeg som læser over for en række nye spørgsmål, hvoraf det første og helt afgørende lyder: Er det overhovedet meningen, at man skal læse (hele) bogen? Eller skal man, som Andy Warhol selv sagde om sine film, hellere tænke over den?”)
Og så har jeg iøvrigt kun nævnt de faktorer, der vedrører forholdet til kildeteksten, slet ikke de performative eller formmæssige træk.
Nå, nu fik jeg slet ikke svaret, hverken på det du sagde om Brechts fine eksil-digt eller på det om google-poesien (som jeg har meget mere at sige om!), men det er vist på tide at gøre et lille ophold her.
fredag den 8. oktober 2010
Samtale med Tue Andersen Nexø om poesi og politik. Del 1.
ML
Sidst vi mødtes sagde du at du ville ønske at danske forfattere tog Brecht som model og forbillede. Hvad mente du med det – hvordan og hvorfor?
TAN
Hvad kan man lære af Brecht? Det er en træls form, den med at give digterne råd og formaninger, men her er alligevel tre punkter om, hvorfor Brecht ikke bare er god, men også er god på en måde, vi ikke ser så meget af i Danmark - Skandinavien? Europa? - for tiden.
Lad mig starte med at sige, at det her handler om Brechts digte, især dem han skrev i eksil i trediverne. Og at jeg ikke er Brecht-ekspert, så det kan være jeg genopdager den dybe tallerken her.
1) Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved dem, er at de har karaktér af reaktioner på den situation og de begivenheder han støder ind i, men at det "her og nu", han skriver ud fra, ikke bare er et privat eller fænomenologisk eller eksistentielt "her og nu". Digtene reagerer i stedet på det nazistiske Tyskland som historisk faktum, besynger og problematiserer socialistisk aktivisme, skriver om livet i eksil. Det er, kort sagt, også et politisk og historisk "her og nu", Brecht skriver ud fra og reagerer på. Man kan se det bare på hans titler: "Die Bolschewiki entdecken im Sommer 1917 im Smolny, wo das Volk vertreten war: in der Küche", "Adresse an den Genossen Dimitroff, als er in Leipzig vor dem fasistischen Gerichtshof kämpfte". Han skriver på en måde altid lejlighedsdigte.
Jeg tænker det sådan her: Brecht er både parallel med og helt forskellig fra Frank O'Hara. O'Hara kan jo godt finde på at inkludere offentlige skikkelser i sine digte fra New York. Men de er der som fremmedelementer; hans "her og nu" er grundlæggende privat. Hans digte - og det mener jeg ikke som en kritik, men som en konstatering - etablerer en enorm cæsur mellem det levede liv, som hans digte tager afsæt i, og det offentligt-politiske liv. Hos Brecht er "It is my lunch hour so I go" erstattet med "Als die Revolution des Februar um war und die Bewegung der Massen stillstand/ war der Krieg noch nicht aus." - den første linje fra digtet om bolsjevikkerne. Der ingen cæsur mellem privat og politisk, men der er heller ikke den her fornemmelse af, at digteren stiller sig uden for sin tid for at "repræsentere" dens konflikter for læseren. Han står midt i det her udvidede, politiske nu, reagerer på det, polemiserer med det, tænker over det. Det kan jeg godt lide, og det har jeg tænkt på som en mulighed for dansk litteratur, også i forlængelse af den her bølge med at tage udgangspunkt i det biografiske jeg. Men hvordan tænker man sit jeg? Er det et rent privat jeg? Har det nogen forbindelser til et politisk rum? Er det politiske rum noget fremmed, en art systemverden i forhold til det levede liv? Osv.
2) Brechts udvidede nu har, tror jeg, to konsekvenser for digtenes udsigelse. Det første er, at han tænker digtet som kommunikation. Hans digte taler næsten altid til nogen. De har tit karaktér af læredigte og henvendelser, der er meget tiltale i dem. Det er der en række fede stilistiske muligheder i det. Mere principielt er de ikke bare tænkt som reaktioner på, men også som henvendelser ind i det her udvidede nu. Det kan jeg godt lide. Det andet er, at forestillingen om en art interesseløshed, et æstetisk desengagement, er helt væk. De her digte reagerer meget direkte på samtidens politiske nu, og gør det ved simpelthen at mane til handling. Se det her, afsluttende digt fra serien "Deutsche Kriegsfibel", "der Trommler" er Hitler:
Nu kan man spørge sig selv, om vi befinder os i en ligeså klar politisk situation i Danmark i dag som Brecht gjorde i trediverne. Lige nu er jeg mere optaget af, om det overhovedet er muligt at tænke en poetik ud fra den her model: skrevet som reaktion på et udvidet nu, henvendt til de øvrige beboere af dette udvidede nu, uden forestilling om en cæsur mellem det private og det politiske.
3) Brecht skriver, påstod jeg, altid politisk lejlighedsdigtning. Den slags skydes ofte i skoene, at den er entydig, at den har kompromitteret . jeg ved ikke, digtningens kompleksitet? . til fordel for et politisk ærinde, der nok kan være sympatisk, men altså er æstetisk ødelæggende. Engagement og autonomi kan nemlig ikke følges ad, mener man. Men hos Brecht kan man finde, det er i al fald min intuition, en model for en autonom digtning, der ikke kompromitteres af et politisk engagement. Det sker for så vidt som det sted, hvorfra og hvortil der digtes, tænkes på en særlig måde.
I den forstand kan beskyldningen om entydighed og tab af autonomi ligegyldig. Jeg vil slutte et andet sted: hvorfor skulle der være noget entydigt ved politik? Nogle af Brechts allermest interessante digte er paradoksale reaktioner på politiske begivenheder. Lad mig slutte med et eksempel. Det kommer fra digtet "Kantate zu Lenins Todestag" og er helt kort:
Ikke bare er skiftet fra fortid til nutid sært, billedet med træet, der går fra sine blade er vildt bizart. Det stiller spørgsmålet - midt det, der ligner en hyldest til det Sovjetunionen, Lenin har bygget op - om den nye politiske ordens holdbarhed. Det viser også, tænker jeg, noget om forskelle og ligheder mellem politiske fællesskaber og biologiske organismer. Og det sker med en i mine øjne fantastisk semantisk hastighed: paradokset, det upassende billede, eksploderer som en lille bombe i den sidste linje.
Nå. Mit ærinde er ikke at forsvare Brechts politiske holdninger. Det er snarere poetologisk: at pege på hans digtning som en bestemt måde at tænke forbindelsen mellem jeg, historie og litteratur. Jeg tænker, at det på en måde er oplagt for en række danske digtere at lade sig inspirere af Brecht, nu de alligevel tager udgangspunkt i deres biografiske jeg som et "her og nu" i deres digtning - og, for manges vedkommende - har haft en ambition om at skrive politisk eller samtidsorienteret lyrik.
Lad mig starte med at sige, at det her handler om Brechts digte, især dem han skrev i eksil i trediverne. Og at jeg ikke er Brecht-ekspert, så det kan være jeg genopdager den dybe tallerken her.
1) Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved dem, er at de har karaktér af reaktioner på den situation og de begivenheder han støder ind i, men at det "her og nu", han skriver ud fra, ikke bare er et privat eller fænomenologisk eller eksistentielt "her og nu". Digtene reagerer i stedet på det nazistiske Tyskland som historisk faktum, besynger og problematiserer socialistisk aktivisme, skriver om livet i eksil. Det er, kort sagt, også et politisk og historisk "her og nu", Brecht skriver ud fra og reagerer på. Man kan se det bare på hans titler: "Die Bolschewiki entdecken im Sommer 1917 im Smolny, wo das Volk vertreten war: in der Küche", "Adresse an den Genossen Dimitroff, als er in Leipzig vor dem fasistischen Gerichtshof kämpfte". Han skriver på en måde altid lejlighedsdigte.
Jeg tænker det sådan her: Brecht er både parallel med og helt forskellig fra Frank O'Hara. O'Hara kan jo godt finde på at inkludere offentlige skikkelser i sine digte fra New York. Men de er der som fremmedelementer; hans "her og nu" er grundlæggende privat. Hans digte - og det mener jeg ikke som en kritik, men som en konstatering - etablerer en enorm cæsur mellem det levede liv, som hans digte tager afsæt i, og det offentligt-politiske liv. Hos Brecht er "It is my lunch hour so I go" erstattet med "Als die Revolution des Februar um war und die Bewegung der Massen stillstand/ war der Krieg noch nicht aus." - den første linje fra digtet om bolsjevikkerne. Der ingen cæsur mellem privat og politisk, men der er heller ikke den her fornemmelse af, at digteren stiller sig uden for sin tid for at "repræsentere" dens konflikter for læseren. Han står midt i det her udvidede, politiske nu, reagerer på det, polemiserer med det, tænker over det. Det kan jeg godt lide, og det har jeg tænkt på som en mulighed for dansk litteratur, også i forlængelse af den her bølge med at tage udgangspunkt i det biografiske jeg. Men hvordan tænker man sit jeg? Er det et rent privat jeg? Har det nogen forbindelser til et politisk rum? Er det politiske rum noget fremmed, en art systemverden i forhold til det levede liv? Osv.
2) Brechts udvidede nu har, tror jeg, to konsekvenser for digtenes udsigelse. Det første er, at han tænker digtet som kommunikation. Hans digte taler næsten altid til nogen. De har tit karaktér af læredigte og henvendelser, der er meget tiltale i dem. Det er der en række fede stilistiske muligheder i det. Mere principielt er de ikke bare tænkt som reaktioner på, men også som henvendelser ind i det her udvidede nu. Det kan jeg godt lide. Det andet er, at forestillingen om en art interesseløshed, et æstetisk desengagement, er helt væk. De her digte reagerer meget direkte på samtidens politiske nu, og gør det ved simpelthen at mane til handling. Se det her, afsluttende digt fra serien "Deutsche Kriegsfibel", "der Trommler" er Hitler:
Wenn der Trommler seinen Krieg beginnt
Sollt ihr euren Krieg fortführen.
Er wird vor sich Feinde sehen, aber
Wenn er sich umblickt, soll er
Auch hinter sich Feinde sehen:
Wenn er seinen Krieg beginnt
Soll er um sich lauter Feinde sehen.
[.]
Seine SS-Leute sollen nicht schlafen dürfen.
Jedes Geschoss sollen side prüfen müssen
Ob er auch geladen ist. Jeden Prüfer
Soll er prüfen müssen, ob er auch prüft.
Alles, was an ihn geht, soll zerstört sein und alles
Was von ihm kommt, soll gegen ihn gebraucht werden.
Nu kan man spørge sig selv, om vi befinder os i en ligeså klar politisk situation i Danmark i dag som Brecht gjorde i trediverne. Lige nu er jeg mere optaget af, om det overhovedet er muligt at tænke en poetik ud fra den her model: skrevet som reaktion på et udvidet nu, henvendt til de øvrige beboere af dette udvidede nu, uden forestilling om en cæsur mellem det private og det politiske.
3) Brecht skriver, påstod jeg, altid politisk lejlighedsdigtning. Den slags skydes ofte i skoene, at den er entydig, at den har kompromitteret . jeg ved ikke, digtningens kompleksitet? . til fordel for et politisk ærinde, der nok kan være sympatisk, men altså er æstetisk ødelæggende. Engagement og autonomi kan nemlig ikke følges ad, mener man. Men hos Brecht kan man finde, det er i al fald min intuition, en model for en autonom digtning, der ikke kompromitteres af et politisk engagement. Det sker for så vidt som det sted, hvorfra og hvortil der digtes, tænkes på en særlig måde.
I den forstand kan beskyldningen om entydighed og tab af autonomi ligegyldig. Jeg vil slutte et andet sted: hvorfor skulle der være noget entydigt ved politik? Nogle af Brechts allermest interessante digte er paradoksale reaktioner på politiske begivenheder. Lad mig slutte med et eksempel. Det kommer fra digtet "Kantate zu Lenins Todestag" og er helt kort:
Als Lenin ging, war es
Als ob der Baum zu den Blättern sagte:
Ich gehe.
Ikke bare er skiftet fra fortid til nutid sært, billedet med træet, der går fra sine blade er vildt bizart. Det stiller spørgsmålet - midt det, der ligner en hyldest til det Sovjetunionen, Lenin har bygget op - om den nye politiske ordens holdbarhed. Det viser også, tænker jeg, noget om forskelle og ligheder mellem politiske fællesskaber og biologiske organismer. Og det sker med en i mine øjne fantastisk semantisk hastighed: paradokset, det upassende billede, eksploderer som en lille bombe i den sidste linje.
Nå. Mit ærinde er ikke at forsvare Brechts politiske holdninger. Det er snarere poetologisk: at pege på hans digtning som en bestemt måde at tænke forbindelsen mellem jeg, historie og litteratur. Jeg tænker, at det på en måde er oplagt for en række danske digtere at lade sig inspirere af Brecht, nu de alligevel tager udgangspunkt i deres biografiske jeg som et "her og nu" i deres digtning - og, for manges vedkommende - har haft en ambition om at skrive politisk eller samtidsorienteret lyrik.
ML
Jeg er mildest talt heller ikke nogen ekspert i Brechts digte, han har vist ikke for alvor stået på læselisterne siden dengang i halvfjerdserne, hvor han vist vitterlig var en slags modelforfatter. (Var han? For hvem? For Malinowski fx). Men jeg tror, jeg forstår, hvad du taler om, forsåvidt som jeg i år med stor glæde har læst en anden digter, der fuldstændigt lever op til dine tre punkter: Majakovskij, Brechts jævnaldrende. Også for ham gælder det (i ekstrem grad), at det private jeg er vævet sammen med en politisk kontekst, og at hans digte er engagerende og didaktiske eller ligefrem agitatoriske, og at det politiske engagement på ingen måde kompromitterer digtenes autonomi eller kvalitet (heller ikke selv om man kunne argumentere for, at de allermest panegyriske Leninhyldester hører til i den mindst interessante ende).
Men hvor meget jeg end holder af Majakovskij, kan jeg dog ikke forestille mig, at jeg fx selv skulle begynde at skrive digte af den slags, af grunde, som jeg forestiller mig, jeg ikke er ene om at have.
“Nu kan man spørge sig selv, om vi befinder os i en ligeså klar politisk situation i Danmark i dag som Brecht gjorde i trediverne”, siger du, men undviger så spørgsmålet med henvisning til at din interesse er mere principielt poetologisk. Er det imidlertid ikke sådan, at den politiske og moralske entydighed hos en digter som fx Majakovskij (og, formoder jeg lidt i blinde, Brecht) er en væsentlig del af det, der giver digtene deres retoriske kraft? Der er jo ingen tvivl her, om hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og er det ikke selve denne kamp mellem ret og uret, der giver de hymniske vinger? At læse Brecht om Hitler er næsten som at læse Gandalf tale om Sauron. Politik er sjældent så entydig selvfølgelig, tværtimod, og der er ingen modsætning mellem politik og kompleksitet, men snarere mellem politisk agitation og kompleksitet. Det kræver et særligt jeg at stille sig op og posere som bedrevidende over for alle og enhver. Det kan man måske gøre med en eller anden poetisk maske (hvilket Majakovskijs politiske taler i en vis forstand også er), men hvis man tænker den talende som et faktisk biografisk funderet jeg, så tror jeg de fleste af os helt umiddelbart vil opfatte det som latterligt.
Tilsyneladende har jeg altså et problem med dit punkt nummer to, med at Brechtmodellen tænker digtet som kommunikation. Måske er det mig, der er lidt sart over for det; måske, hvis vi nøjedes med at tale om samtale og henvendelse, jeg ville have lettere ved at sluge det. Men selv hvis vi tænker det ikke som envejskommunikation, hvilket jo er det den politiske retorik, der omgiver os til alle sider, er, men som et rationelt menneskes direkte indtrængende appel til en formodet rationel læser, har jeg det stadig svært med tanken om at et digt på den måde skal kunne overbevise sin læser om noget som helst. Hvilket det vel skal, hvis det skal fungere som læredigt?
Lad mig sige utvetydigt, at jeg har det fint med politisk engagement og endda også med agitation, og lad mig citere et eksempel, Kristin Prevallets “Cruelty & Conquest”. Jeg citerer det hele, for her er jo ingen pladsbegrænsninger, og pointen ligger selvfølgelig ikke i de enkelte formuleringer, men i digtets fremadskridende forvandling:
Jeg mener på ingen måde, at dette digt er bedre (eller mere komplekst) end Brecht og Majakovskis, men det præsenterer en anden model for poesien, en måde at skrive på, som jeg bedre kan bruge (og igen, jeg tror ikke kun, jeg taler på egne vegne her). Lad mig, før det bliver alt for langt, sige nogle ganske få ord om hvorfor.
For det første er der ikke noget jeg i digtet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er en forfatter – det skulle være tydeligt, måske endda overtydeligt, at der er en forfatter, som opererer et bestemt sted fra med en særlig holdning. Men digtet taler ikke ud fra individuel erfaring, privat eller politisk. Jeg siger ikke, at dette i sig selv er en kvalitet, jeg tror bare at det er en mulighedsbetingelse for at svinge sig op på de høje retoriske nagler, som det her digt kommer op på.
For det andet er digtet åbenlyst kritisk og ikke opbyggeligt. Det gestalter sprogligt den skjulte undertekst i den politiske retorik (eller i en bestemt politikers retorik). Det anviser ikke nogen løsning, udpeger blot et problem og karikerer det. Igen, jeg siger ikke, at det er en kvalitet. Jeg ville ønske digterne kunne komme med praktiske anvisninger til løsning af politiske problemer, måske endda at digtningen kunne bruges til at udpege utopier. Men det synes den ikke at kunne (og det er der jo heller ikke nogen andre, der kan).
For det tredje benytter digtet en simpel (oulipiansk) mekanisk metode til at udvikle sin pointe. Jeg kan ikke lige umiddelbart argumentere for, hvorfor det er fedt, men det synes jeg bare, det er.
Men hvor meget jeg end holder af Majakovskij, kan jeg dog ikke forestille mig, at jeg fx selv skulle begynde at skrive digte af den slags, af grunde, som jeg forestiller mig, jeg ikke er ene om at have.
“Nu kan man spørge sig selv, om vi befinder os i en ligeså klar politisk situation i Danmark i dag som Brecht gjorde i trediverne”, siger du, men undviger så spørgsmålet med henvisning til at din interesse er mere principielt poetologisk. Er det imidlertid ikke sådan, at den politiske og moralske entydighed hos en digter som fx Majakovskij (og, formoder jeg lidt i blinde, Brecht) er en væsentlig del af det, der giver digtene deres retoriske kraft? Der er jo ingen tvivl her, om hvem der er de gode, og hvem der er de onde, og er det ikke selve denne kamp mellem ret og uret, der giver de hymniske vinger? At læse Brecht om Hitler er næsten som at læse Gandalf tale om Sauron. Politik er sjældent så entydig selvfølgelig, tværtimod, og der er ingen modsætning mellem politik og kompleksitet, men snarere mellem politisk agitation og kompleksitet. Det kræver et særligt jeg at stille sig op og posere som bedrevidende over for alle og enhver. Det kan man måske gøre med en eller anden poetisk maske (hvilket Majakovskijs politiske taler i en vis forstand også er), men hvis man tænker den talende som et faktisk biografisk funderet jeg, så tror jeg de fleste af os helt umiddelbart vil opfatte det som latterligt.
Tilsyneladende har jeg altså et problem med dit punkt nummer to, med at Brechtmodellen tænker digtet som kommunikation. Måske er det mig, der er lidt sart over for det; måske, hvis vi nøjedes med at tale om samtale og henvendelse, jeg ville have lettere ved at sluge det. Men selv hvis vi tænker det ikke som envejskommunikation, hvilket jo er det den politiske retorik, der omgiver os til alle sider, er, men som et rationelt menneskes direkte indtrængende appel til en formodet rationel læser, har jeg det stadig svært med tanken om at et digt på den måde skal kunne overbevise sin læser om noget som helst. Hvilket det vel skal, hvis det skal fungere som læredigt?
Lad mig sige utvetydigt, at jeg har det fint med politisk engagement og endda også med agitation, og lad mig citere et eksempel, Kristin Prevallets “Cruelty & Conquest”. Jeg citerer det hele, for her er jo ingen pladsbegrænsninger, og pointen ligger selvfølgelig ikke i de enkelte formuleringer, men i digtets fremadskridende forvandling:
I.
The United States has no
quarrel with the Iraqi people; they’ve suffered too
long in silent
captivity. Liberty for
the Iraqi people is
a great moral cause, and a great strategic
goal. The people
of Iraq deserve
it; the security of
all nations requires it. Free societies do not
intimidate through cruelty
and conquest, and
open societies do not
threaten the world with mass murder. The United
States supports political
and economic liberty
in a unified Iraq.
(George Bush to the United Nations, September 2002)
II. 7
The United States has no
quarrel oil the Iraqi people; they’ve suffered too
oil in silent
captivity. Liberty for
the oil people is
a great moral cause, oil a great strategic
goal. The people
oil Iraq deserve
it; the security of
oil nations requires it. Free societies do oil
intimidate through cruelty
and conquest, and
oil societies do not
threaten the world oil mass murder. The United
States supports oil
and economic liberty
in a unified oil.
III. 6
The United States has no
oil oil the Iraqi people; they’ve oil too
oil in silent
captivity. Oil for
the oil people is
oil great moral cause, oil a oil strategic
goal. The people
oil oil deserve
it; the security of
oil nations requires it. Free societies oil oil
intimidate through cruelty
and oil, and
oil societies do not
oil the world oil mass murder. Oil United
States supports oil
and oil liberty
in a unified oil.
IV. 5
The United States oil no
oil oil the oil people; they’ve oil too
oil in silent
captivity. Oil oil
the oil people is
oil great moral cause, oil oil oil strategic
goal. The oil
oil oil deserve
it; oil security of
oil nations oil it. Free societies oil oil
intimidate through cruelty
and oil, and
oil societies do oil
oil the world oil oil murder. Oil United
States oil oil
and oil liberty
oil a unified oil.
V. 4
Oil United States oil oil
oil oil the oil people; they’ve oil oil
oil in silent
oil. Oil oil
the oil people is
oil oil moral cause, oil oil oil strategic
goal. oil oil
oil oil oil
it; oil security of
oil nations oil oil. Free societies oil oil
intimidate through cruelty
oil oil, and
oil oil do oil
oil oil world oil oil oil. Oil United
States oil oil
and oil oil
oil a unified oil.
VI. 3
Oil United Oil oil oil
oil oil the oil people; they’ve oil oil
oil oil silent
oil. Oil oil
the oil people is
oil oil moral oil, oil oil oil strategic
goal. oil oil
oil oil oil
it; oil security of
oil nations oil oil. Free societies oil oil
intimidate oil cruelty
oil oil, and
oil oil do oil
oil oil world oil oil oil. Oil United
States oil oil
and oil oil
oil oil unified oil.
VII. 2
Oil Oil Oil oil oil
oil oil oil oil oil; they’ve oil oil
oil oil oil
oil. Oil oil
the oil oil is
oil oil oil oil, oil oil oil strategic
oil. oil oil
oil oil oil
oil; oil oil of
oil nations oil oil. Oil societies oil oil
oil oil oil
oil oil, and
oil oil oil oil
oil oil oil oil oil oil. Oil United
Oil oil oil
and oil oil
oil oil oil oil.
Jeg mener på ingen måde, at dette digt er bedre (eller mere komplekst) end Brecht og Majakovskis, men det præsenterer en anden model for poesien, en måde at skrive på, som jeg bedre kan bruge (og igen, jeg tror ikke kun, jeg taler på egne vegne her). Lad mig, før det bliver alt for langt, sige nogle ganske få ord om hvorfor.
For det første er der ikke noget jeg i digtet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er en forfatter – det skulle være tydeligt, måske endda overtydeligt, at der er en forfatter, som opererer et bestemt sted fra med en særlig holdning. Men digtet taler ikke ud fra individuel erfaring, privat eller politisk. Jeg siger ikke, at dette i sig selv er en kvalitet, jeg tror bare at det er en mulighedsbetingelse for at svinge sig op på de høje retoriske nagler, som det her digt kommer op på.
For det andet er digtet åbenlyst kritisk og ikke opbyggeligt. Det gestalter sprogligt den skjulte undertekst i den politiske retorik (eller i en bestemt politikers retorik). Det anviser ikke nogen løsning, udpeger blot et problem og karikerer det. Igen, jeg siger ikke, at det er en kvalitet. Jeg ville ønske digterne kunne komme med praktiske anvisninger til løsning af politiske problemer, måske endda at digtningen kunne bruges til at udpege utopier. Men det synes den ikke at kunne (og det er der jo heller ikke nogen andre, der kan).
For det tredje benytter digtet en simpel (oulipiansk) mekanisk metode til at udvikle sin pointe. Jeg kan ikke lige umiddelbart argumentere for, hvorfor det er fedt, men det synes jeg bare, det er.
TAN
Kristin Prevallets digt er i mine øjne fuldstændigt ligegyldigt. Og så er det i langt højere grad et udtryk for envejskommunikation end noget som helst Brecht skriver. Det her digt siger: Der er en politisk retorik og en kynisk sandhed. Se her, nu iværksætter jeg gennem dette digt, hvordan virkeligheden kommer til syne og afslører politikernes hule ord. Ret beset bør du, min læser, ikke tænke selv. Du skal bare acceptere den virkelighed, jeg gør synlig, acceptere afstanden mellem den og de ord, du hører i det offentlige rum, og acceptere den sandhed om politikernes kynisme, jeg fremviser for dig.
Der er ingenting at diskutere her, for der er ikke noget argument, der er udelukkende påstande. Det er også svært at lade sig engagere, for så vidt som digtets form er så exceptionelt monologisk: ”Dette digt viser sandheden”. Og så legitimerer man – du – digtet ved at betone det ”formelle eksperiment” og ignorerer fuldstændigt at digtet som politisk udsagn er fuldstændigt banalt – hvor mange gange har man ikke hørt om politikernes hule ord – hvor enig man end er med kritikken af Bush. (Gennem sidebenene: det kan jo faktisk diskuteres om invasionen af Irak havde med olie eller ej at gøre; den mulighed levner digtet os ikke). Jeg vil hellere have tankemæssige eksperimenter og eksperimenter med, hvordan digtning kan stille sig i forhold til det politiske rum og det politiske sprog. Det er der intet af her.
Et par yderligere kommentarer. Du skriver, at du godt kan lide fraværet af jeget i digtet. Jeg ville formulere det sådan her: der er ikke nogen stemme i Kristin Prevallets digt. Hos Brecht er der jo tit heller ikke et eksplicit ”jeg”, men der er en stemme, der tiltaler os. For at være lidt mere teknisk, så interpellerer digtets stemme os. Det opfordrer eller nøder os ind i bestemte subjektpositioner.
Det kan godt være at kommunikation er det forkerte ord, det tror jeg du har ret i, men Brechts stemme påtager sig helt klart en autoritet. Den her stemme står ikke ydmygt i et hjørne og tigger dig om at lytte til den, hvis du sådan bare har lyst, den kræver det af dig, for det den har at sige er vigtigt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det at påtage sig autoritet er et problem, sådan som du antyder undervejs. Autoritet er jo en faktor i en hvilken som helst tiltale, som ikke bare er kærlighedens fatiske pludren (hør, jeg er her og du er her også). Du – og måske også jeg – påtager os en vis autoritet, når vi taler om litteratur. Det afgørende spørgsmål er vel, hvad man bruger autoriteten til.
Brecht vil ikke overbevise, han vil, når han skriver agitatorisk, opildne til handling. Se hvor mange opfordringer, direkte og indirekte, der er. Mit citat fra digtet mod Hitler har jo karaktér af en magisk-profetisk opfordring. Dette skal ske, siger det: alle I, som stadig er i Tyskland, skal vende jer mod nazismen. Han og hans skal føle jeres fjendtlighed hvert eneste øjeblik, de trækker vejret. Det handler ikke om at erkende ”hvad er nazismen”, som om man betragtede nazismen fra afstand, som en død ting, en sommerfugl med en nål gennem sig. I stedet er digtet anvisninger til, hvordan man skal føle og tænke og gøre i mødet med nazismen som politisk realitet. Det kan godt være, at der er noget umuligt i de anvisninger, og at digtet i den forstand udgør en paradoksal eller ironisk talehandling. Det vil jeg ikke udelukke, også selvom jeg ikke kan gennemskue hvad det betyder for digtets kvaliteter som digt. Min formodning er, at det er med til at gøre det bedre, paradoksalt nok.
Nå. Andre gange vil Brecht opildne til tænkning, ville jeg sige, og det gør han bl. a. gennem sine paradokser og ”upassende billeder”. Der er en fornuft involveret, men det er ikke en følelseskold, desengageret fornuft. Og både når han vil opildne til handling og tænkning er der en stemme, der interpellerer læseren som mulig medborger i en fælles politisk verden – og som gerne påtager sig autoritet. Hvorfor er det et problem?
Der er ingenting at diskutere her, for der er ikke noget argument, der er udelukkende påstande. Det er også svært at lade sig engagere, for så vidt som digtets form er så exceptionelt monologisk: ”Dette digt viser sandheden”. Og så legitimerer man – du – digtet ved at betone det ”formelle eksperiment” og ignorerer fuldstændigt at digtet som politisk udsagn er fuldstændigt banalt – hvor mange gange har man ikke hørt om politikernes hule ord – hvor enig man end er med kritikken af Bush. (Gennem sidebenene: det kan jo faktisk diskuteres om invasionen af Irak havde med olie eller ej at gøre; den mulighed levner digtet os ikke). Jeg vil hellere have tankemæssige eksperimenter og eksperimenter med, hvordan digtning kan stille sig i forhold til det politiske rum og det politiske sprog. Det er der intet af her.
Et par yderligere kommentarer. Du skriver, at du godt kan lide fraværet af jeget i digtet. Jeg ville formulere det sådan her: der er ikke nogen stemme i Kristin Prevallets digt. Hos Brecht er der jo tit heller ikke et eksplicit ”jeg”, men der er en stemme, der tiltaler os. For at være lidt mere teknisk, så interpellerer digtets stemme os. Det opfordrer eller nøder os ind i bestemte subjektpositioner.
Det kan godt være at kommunikation er det forkerte ord, det tror jeg du har ret i, men Brechts stemme påtager sig helt klart en autoritet. Den her stemme står ikke ydmygt i et hjørne og tigger dig om at lytte til den, hvis du sådan bare har lyst, den kræver det af dig, for det den har at sige er vigtigt. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det at påtage sig autoritet er et problem, sådan som du antyder undervejs. Autoritet er jo en faktor i en hvilken som helst tiltale, som ikke bare er kærlighedens fatiske pludren (hør, jeg er her og du er her også). Du – og måske også jeg – påtager os en vis autoritet, når vi taler om litteratur. Det afgørende spørgsmål er vel, hvad man bruger autoriteten til.
Brecht vil ikke overbevise, han vil, når han skriver agitatorisk, opildne til handling. Se hvor mange opfordringer, direkte og indirekte, der er. Mit citat fra digtet mod Hitler har jo karaktér af en magisk-profetisk opfordring. Dette skal ske, siger det: alle I, som stadig er i Tyskland, skal vende jer mod nazismen. Han og hans skal føle jeres fjendtlighed hvert eneste øjeblik, de trækker vejret. Det handler ikke om at erkende ”hvad er nazismen”, som om man betragtede nazismen fra afstand, som en død ting, en sommerfugl med en nål gennem sig. I stedet er digtet anvisninger til, hvordan man skal føle og tænke og gøre i mødet med nazismen som politisk realitet. Det kan godt være, at der er noget umuligt i de anvisninger, og at digtet i den forstand udgør en paradoksal eller ironisk talehandling. Det vil jeg ikke udelukke, også selvom jeg ikke kan gennemskue hvad det betyder for digtets kvaliteter som digt. Min formodning er, at det er med til at gøre det bedre, paradoksalt nok.
Nå. Andre gange vil Brecht opildne til tænkning, ville jeg sige, og det gør han bl. a. gennem sine paradokser og ”upassende billeder”. Der er en fornuft involveret, men det er ikke en følelseskold, desengageret fornuft. Og både når han vil opildne til handling og tænkning er der en stemme, der interpellerer læseren som mulig medborger i en fælles politisk verden – og som gerne påtager sig autoritet. Hvorfor er det et problem?
ML
Fordi der i den virkelige verden ikke er én medborger ud af tusinde, der er parat til at tilskrive digteren nogen som helst særlig autoritet i forhold til udsagn om den fælles politiske verden? Hvilket de 999 andre er i deres fulde ret til ikke at gøre. Og helt ærligt: Hvis man skriver noget for at opildne til handling, mener du så, at digtet er det rigtige sted at begynde? Det er muligt, at de intellektuelles position var en anden i trediverne, og det er muligt, at digtet som sådan havde en anden position for de intellektuelle. Men i dag? Det er meget præcist at kalde det en magisk-profetisk opfordring – men for at stille sig op i den positur og så forvente, at folk faktisk vil flokkes om fx at styrte Hitler, er man nødt til at tro, at man taler på vegne af en højere sandhed, ikke på vegne af sit eget jeg. Kort sagt: For at skrive et politisk læredigt er man nødt til at tale med en autoritet, ingen læser i dag tror på. På mig virker det ikke bare paradoksalt men latterligt.
Jeg kan ærlig talt ikke forstå, at du klandrer Prevallet for at være entydig og monologisk og for ikke at argumentere – det er da det, der gør agitation til agitation! Man prædiker for de omvendte, man er en idiot, hvis man prædiker for nogen andre, ikke engang præsterne gør det længere; de omvendte er de eneste, man har skyggen af en chance for at ildne op. Det her digt er iøvrigt ikke “eksperimentelt” [et ord, er jeg nødt til at indskyde her som en slags endonote, der i stadig stigende grad udelukkende bruges til at udgrænse alt, der ikke slavisk følger den slagne vej, ved at henvise dette til et særligt ubetydeligt reservat for formalister (eftersom nemlig “eksperimenter” altid er med formen og udelukkende for dens egen skyld)], det er ikke en skid eksperimentelt, bare fordi det bruger en formel metode til at drukne sig selv og sin stemme (for selvfølgelig har det en stemme, en vred og opbragt stemme) og hele det amerikanske sprog i ordet “olie”, fuldstændigt overdrevet naturligvis, helt ude af proportioner og ret morsomt og en lille smule tragisk. Siger jeg selvfølgelig, fordi jeg er en af de omvendte (ikke så meget på grund af oliepåstanden som bare fordi det er så åbenlyst, at Bush’s tale om frie samfund er det reneste skæreste politiske bullshit, og der er en simpel glæde ved at se den blive smudset til af den tunge klæbrige substans, digtet fremskriver).
Nå, men jeg forventer af samme grund ikke at overbevise dig om digtets fortræffelighed, og måske skal jeg hellere forlade agitationen her og i stedet tale lidt om det, jeg synes, du har en pointe i. Du skriver: “Han står midt i det her udvidede, politiske nu, reagerer på det, polemiserer med det, tænker over det. Det kan jeg godt lide, og det har jeg tænkt på som en mulighed for dansk litteratur, også i forlængelse af den her bølge med at tage udgangspunkt i det biografiske jeg.” Her kommer jeg øjeblikkeligt til at tænke på Martin Glaz Serup og Lone Hørslev. I 4 fx taler Martin jo åbenlyst om sig selv og Lone og deres rejse til Mexico, og jeget folder sig netop ud i et dels privat, dels politisk rum. Men hvad skal Martin sige om det rum? Han taler om Subcommandante Marcos og Theresienstadt, om at Mexico er “et ekstremt asocialt samfund”, og om at man har et vist ansvar for det, når man vælger at rejse der. Og hvad munder det ud i? På næstsidste side står der: “jeg siger man har ansvar / men hvad er det for et ansvar jeg mener at man har? / man må gøre hvad man kan selvom det er lidt selvom det uden tvivl virker latterligt og let at sige / og lettere at lade være det er altid lettere at lade alting være som det allerede er”
Det er en noget kedelig konklusion, men den er ærlig og reel, næsten kynisk. Sådan lidt på den ene side, sådan lidt på den anden side, det er, hvad det biografiske jegs erfaring giver det autoritet til at sige.
Her ville jeg egentlig kaste mig ud i en lang smøre om Maja Lee Langvad og måske Eva Tind Kristensen, men jeg holder lige vejret og hører om du har noget at sige ...?
Jeg kan ærlig talt ikke forstå, at du klandrer Prevallet for at være entydig og monologisk og for ikke at argumentere – det er da det, der gør agitation til agitation! Man prædiker for de omvendte, man er en idiot, hvis man prædiker for nogen andre, ikke engang præsterne gør det længere; de omvendte er de eneste, man har skyggen af en chance for at ildne op. Det her digt er iøvrigt ikke “eksperimentelt” [et ord, er jeg nødt til at indskyde her som en slags endonote, der i stadig stigende grad udelukkende bruges til at udgrænse alt, der ikke slavisk følger den slagne vej, ved at henvise dette til et særligt ubetydeligt reservat for formalister (eftersom nemlig “eksperimenter” altid er med formen og udelukkende for dens egen skyld)], det er ikke en skid eksperimentelt, bare fordi det bruger en formel metode til at drukne sig selv og sin stemme (for selvfølgelig har det en stemme, en vred og opbragt stemme) og hele det amerikanske sprog i ordet “olie”, fuldstændigt overdrevet naturligvis, helt ude af proportioner og ret morsomt og en lille smule tragisk. Siger jeg selvfølgelig, fordi jeg er en af de omvendte (ikke så meget på grund af oliepåstanden som bare fordi det er så åbenlyst, at Bush’s tale om frie samfund er det reneste skæreste politiske bullshit, og der er en simpel glæde ved at se den blive smudset til af den tunge klæbrige substans, digtet fremskriver).
Nå, men jeg forventer af samme grund ikke at overbevise dig om digtets fortræffelighed, og måske skal jeg hellere forlade agitationen her og i stedet tale lidt om det, jeg synes, du har en pointe i. Du skriver: “Han står midt i det her udvidede, politiske nu, reagerer på det, polemiserer med det, tænker over det. Det kan jeg godt lide, og det har jeg tænkt på som en mulighed for dansk litteratur, også i forlængelse af den her bølge med at tage udgangspunkt i det biografiske jeg.” Her kommer jeg øjeblikkeligt til at tænke på Martin Glaz Serup og Lone Hørslev. I 4 fx taler Martin jo åbenlyst om sig selv og Lone og deres rejse til Mexico, og jeget folder sig netop ud i et dels privat, dels politisk rum. Men hvad skal Martin sige om det rum? Han taler om Subcommandante Marcos og Theresienstadt, om at Mexico er “et ekstremt asocialt samfund”, og om at man har et vist ansvar for det, når man vælger at rejse der. Og hvad munder det ud i? På næstsidste side står der: “jeg siger man har ansvar / men hvad er det for et ansvar jeg mener at man har? / man må gøre hvad man kan selvom det er lidt selvom det uden tvivl virker latterligt og let at sige / og lettere at lade være det er altid lettere at lade alting være som det allerede er”
Det er en noget kedelig konklusion, men den er ærlig og reel, næsten kynisk. Sådan lidt på den ene side, sådan lidt på den anden side, det er, hvad det biografiske jegs erfaring giver det autoritet til at sige.
Her ville jeg egentlig kaste mig ud i en lang smøre om Maja Lee Langvad og måske Eva Tind Kristensen, men jeg holder lige vejret og hører om du har noget at sige ...?
torsdag den 13. maj 2010
Kort (lettere(?) korrigeret og annoteret) samtale mellem Jeppe Brixvold og mig ved håndvasken på Palæ Bars toilet onsdag 12/5 2010 kl. ca. 1.15-1.18
JB: Majse gav mig jeres lille hæfte med Leevi Lehto, det er meget spændende ... det er provokerende det han siger om demokrati...
ML: Jah ... ja, jeg kan godt lide den måde han taler om poesien som noget der kan møde stupiditeten og barbariet...
JB: Ja...
ML: Det hænger osse sammen med noget du sagde tidligere* om genkendelse i litteraturen, vi læser jo da ikke litteratur bare for at genkende** os selv ... [ville have sagt noget om Levinas***** her, men kunne ikke formulere det af forskellige delvis biologisk/kemiske årsager]
JB: Nej.
[kort pause]
JB: Nå, skal vi møde stupiditeten og barbariet...
ML: Ja, de er lige her, lige bagved den her dør befinder de sig.
[exeunt]
* I samtalen på Forfatterskolen med Karl Ove Knausgaard, hvor Jeppe talte om faren for at en selvbiografisk fortællerstemme, skal fastlægge et helt bestemt perspektiv på en fortælling, et tunnelsyn, som han kaldte det, et ord han vist også bruger i sin anmeldelse af Ildfiskens brevnummer i Standart. Jeg synes, at det var usædvanlig godt set af Jeppe, hvordan det selvbiografisk baserede tunnelsyn nogle gange kan genkendes på hvad det udelader, hvad det netop ikke finder umagen værd at forklare, hvor en trediepersons eller alvidende fortæller ville være tvunget til at forklare det. Ikke at den "rene fiktion"*** ikke kan simulere denne blindhed, når den først er identificeret. Det er netop pointen, det er netop romanens styrke, den kan inkludere alting, også det selvbiografiske.****
** Selv om jeg lige har læst en bog, der argumenterer for netop selvgenkendelsen som en af læsningens fænomenologiske grundpiller (Rita Felski: Uses of Literature). Jo jo, fint nok, men den går jo ikke alene. Felski kritiserer sikkert med rette de (dog lidt stråmandsagtige) Levinas-inspirerede litteraturteoretikere, som fremhæver mødet med Den Anden som udgangspunktet for god litteratur.***** Hun bruger, hvis jeg nu husker rigtigt (har ikke bogen mere), Madame Bovary, altså Emma Bovary som eksempel på en læser, der netop genkender sig selv i romanpersoner, noget man derfor ligefrem kunne kalde Bovarysyndromet.
*** Som om der var noget andet, som Ib Michael forsøgte at forklare os. Jeg giver ham egentlig ret, tror jeg, det er altsammen fiktion, men det behøver ikke at betyde, at vi ikke netop kan prøve at skelne mellem forskellige typer af udsigelsespositioner, karakteriseret måske især ved hvad de ikke kan se, hvad de må udelade?
**** Derfor forekom det mig forkert, at Niels Frank forsøgte at fastholde, at det selvbiografiske moment er en åbning af et modernistisk snævertsyn, der har forsøgt at udelukke det private, det personlige, det beskidte (hele Villy Sørensen-debatten). Det kan da godt være at Mallarmé havde en idé om den rene tanke uforurenet af alle dagligdagens banaliteter og ja, det kan da godt være, at det både er illusorisk og røvkedeligt i længden. Men jeg synes Niels forveksler renheden i tanken med noget andet. Renheden (som måske er et forkert udtryk) handler ikke for Jeppe (som jeg hørte det) om at den "rene" tanke eller den rene fiktion ikke vil vide af det banale, private liv, men om at den ikke vil lade sig begrænse af det. Som Knausgaard selv sagde, så er den selvbiografiske roman en form for næsten OULIPO-agtig contrainte (begrænsning). Knausgaard har jo en forgænger i Roubaud, som sjovt nok osse valgte 6 grene til sin fortælling.
***** Er ikke Leevis idé om at poesien kan "se dumheden og barbariet i øjnene – også i betydningen at acceptere dem" netop en formulering af denne levinasianske poetik? Men hvorfor er det netop poesien, der kan det? Fordi i poesien handler det ikke om forståelse, men om en anden slags tænkning – det at udsætte sig for den andens (barbarens!) sprog. Det var lige netop det Jeppe****** talte om, da han sagde, at man jo da hellere læser noget som overrasker eller udfordrer en ved sin fremmedartethed end noget man godt kender i forvejen.**
****** Det var godt at se Jeppe igen. Han er et af de mest intelligente mennesker og en af de allerallerbedste læsere jeg kender. Det er godt han ikke er digter, konkurrencen ville blive for hård (den er hård nok i forvejen).
ML: Jah ... ja, jeg kan godt lide den måde han taler om poesien som noget der kan møde stupiditeten og barbariet...
JB: Ja...
ML: Det hænger osse sammen med noget du sagde tidligere* om genkendelse i litteraturen, vi læser jo da ikke litteratur bare for at genkende** os selv ... [ville have sagt noget om Levinas***** her, men kunne ikke formulere det af forskellige delvis biologisk/kemiske årsager]
JB: Nej.
[kort pause]
JB: Nå, skal vi møde stupiditeten og barbariet...
ML: Ja, de er lige her, lige bagved den her dør befinder de sig.
[exeunt]
* I samtalen på Forfatterskolen med Karl Ove Knausgaard, hvor Jeppe talte om faren for at en selvbiografisk fortællerstemme, skal fastlægge et helt bestemt perspektiv på en fortælling, et tunnelsyn, som han kaldte det, et ord han vist også bruger i sin anmeldelse af Ildfiskens brevnummer i Standart. Jeg synes, at det var usædvanlig godt set af Jeppe, hvordan det selvbiografisk baserede tunnelsyn nogle gange kan genkendes på hvad det udelader, hvad det netop ikke finder umagen værd at forklare, hvor en trediepersons eller alvidende fortæller ville være tvunget til at forklare det. Ikke at den "rene fiktion"*** ikke kan simulere denne blindhed, når den først er identificeret. Det er netop pointen, det er netop romanens styrke, den kan inkludere alting, også det selvbiografiske.****
** Selv om jeg lige har læst en bog, der argumenterer for netop selvgenkendelsen som en af læsningens fænomenologiske grundpiller (Rita Felski: Uses of Literature). Jo jo, fint nok, men den går jo ikke alene. Felski kritiserer sikkert med rette de (dog lidt stråmandsagtige) Levinas-inspirerede litteraturteoretikere, som fremhæver mødet med Den Anden som udgangspunktet for god litteratur.***** Hun bruger, hvis jeg nu husker rigtigt (har ikke bogen mere), Madame Bovary, altså Emma Bovary som eksempel på en læser, der netop genkender sig selv i romanpersoner, noget man derfor ligefrem kunne kalde Bovarysyndromet.
*** Som om der var noget andet, som Ib Michael forsøgte at forklare os. Jeg giver ham egentlig ret, tror jeg, det er altsammen fiktion, men det behøver ikke at betyde, at vi ikke netop kan prøve at skelne mellem forskellige typer af udsigelsespositioner, karakteriseret måske især ved hvad de ikke kan se, hvad de må udelade?
**** Derfor forekom det mig forkert, at Niels Frank forsøgte at fastholde, at det selvbiografiske moment er en åbning af et modernistisk snævertsyn, der har forsøgt at udelukke det private, det personlige, det beskidte (hele Villy Sørensen-debatten). Det kan da godt være at Mallarmé havde en idé om den rene tanke uforurenet af alle dagligdagens banaliteter og ja, det kan da godt være, at det både er illusorisk og røvkedeligt i længden. Men jeg synes Niels forveksler renheden i tanken med noget andet. Renheden (som måske er et forkert udtryk) handler ikke for Jeppe (som jeg hørte det) om at den "rene" tanke eller den rene fiktion ikke vil vide af det banale, private liv, men om at den ikke vil lade sig begrænse af det. Som Knausgaard selv sagde, så er den selvbiografiske roman en form for næsten OULIPO-agtig contrainte (begrænsning). Knausgaard har jo en forgænger i Roubaud, som sjovt nok osse valgte 6 grene til sin fortælling.
***** Er ikke Leevis idé om at poesien kan "se dumheden og barbariet i øjnene – også i betydningen at acceptere dem" netop en formulering af denne levinasianske poetik? Men hvorfor er det netop poesien, der kan det? Fordi i poesien handler det ikke om forståelse, men om en anden slags tænkning – det at udsætte sig for den andens (barbarens!) sprog. Det var lige netop det Jeppe****** talte om, da han sagde, at man jo da hellere læser noget som overrasker eller udfordrer en ved sin fremmedartethed end noget man godt kender i forvejen.**
****** Det var godt at se Jeppe igen. Han er et af de mest intelligente mennesker og en af de allerallerbedste læsere jeg kender. Det er godt han ikke er digter, konkurrencen ville blive for hård (den er hård nok i forvejen).
lørdag den 1. maj 2010
Lehto & nationallitteraturen, kritiker-vi'et og en døende offentlighed
Leevi Lehto skriver et sted i Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog om ”udsigten til en ny type verdenspoesi, som endnu ikke findes.” I noten præciserer han: ”Nogle koordinater for en sådan verdenspoesi kunne være: Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt (her kommer jeg i tanke om Goethes begreb om ”verdenslitteratur”); sprogblandinger; at låne strukturer – rytmiske, syntaktiske – fra andre sprog; at skrive på andre sprog end det, man er vokset op med; at opfinde nye ad hoc-sprog; bevidste forsøg på at skrive for et mere heterogent, ikke forhåndsbestemt publikum...”
Lehto siger selv et andet sted “There was a time when I thought of myself as an American poet only writing in Finnish; today I see myself as more of a Finnish poet, only writing in - more or less ‘barbaric’ - English.”
... Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt... -
Lehto skriver:
”En løsning på det problem, man så ofte hører om, poesiens marginalisering og dens mangel på indflydelse, er det, jeg vil kalde en sprogcentreret sublim holdning. For eksempel fristes poesien i et land som Finland, med et lille sprog og en kultur, som fortsat hovedsagelig er monokulturel, altid til at prøve at legitimere sig selv gennem sit specielle forhold til det fælles sprog. Her forudsættes det, at sproget, som naturligvis er et medium for mellemmenneskelig kommunikation, også er kilden til fælles forståelse: Dermed bliver tydelighed, gennemsigtighed, renhed osv. i sproget til selve garantien for holdbarheden i denne forståelse. Det ville være typisk for en finsk poet at sige, at hans eller hendes job er at fremme og forsvare denne forståelse – mod forskellige ”udefrakommende” trusler (som for eksempel, ja, globaliseringen). Dette vil så nødvendigvis indebære en idé om poesien som en højere form for sprog, og dermed om et specialiseret poetisk sprog, som kommer til at repræsentere en krystallisering af samfundets til enhver tid gældende ”sprogforståelse” - samtidigt med at den tilbyder en elegant løsning på det sublimes (og det skønnes) problem. Og alligevel er alle samfund, som baserer sig på et sprog (på ”fælles” forståelse), på trods af, at de ofte fremhæves som modeldemokratier, samtidig også dybt undertrykkende og ekskluderende, selektive, hierarkiske og hierarkiskabende; kort sagt, klassesamfund. Dermed er også enhver forestilling om et ”godt”, ”korrekt”, ”dybt” osv. poetisk sprog når alt kommer til alt klasserelateret, det vil sige fælles i den betydning af det ord, jeg fra poesiens synspunkt ser som problematisk.”
Det er oplagt, at der er ligheder mellem Finland og Danmark i ovenstående, selvom jeg ikke ved hvor mange nulevende danske digtere, der frejdigt ville sige, at de udtrykker sig i et specialiseret poetisk sprog. Det udelukker selvfølgelig ikke at de kunne holde forestillingen for sig selv. Anyway, det var ikke så meget det jeg ville kommentere. Snarere Lehtos ide (eller utopi?) om poesiens uafhængighed af nationallitteraturen. Det kan være svært at gennemskue i oversættelse, men originaltitlen på essayet er ”Plurifying the languages of the trite”, altså en forvridning og omvending af Pounds krav om at digtningen skulle ”Purify the languages of the tribe”. Rense stammens sprogbrug? Digtere som pudsefisk?
Hvis vi ser bort fra det sproghygiejniske aspekt og i stedet ser på det stammemæssige, er situationen p.t. så den, at den marginaliserede poesi (som ikke sælger, underforstået: så meget som den burde), som ikke længere anmeldes i de døende aviser (underforstået: hvilket den gjorde i en ikke så fjern guldalder, hvor enhver debutant fik stolpe op og stolpe ned... osv.), og, nå ja, i øvrigt heller ikke udgives (underforstået: af de rigtige, "ægte" forlag) er blevet udstødt af stammen? Måske. Men hvorfor skulle det nu være så slemt?
Forfaldshistorien er åbenbart altid tillokkende, der var jo som bekendt engang hvor digterne samledes på Rådhuspladsen ved midnat for at skimme morgendagens anmeldelser i neonlyset osv. Og hvor ofte han man ikke blandt forfattere hørt (og selv automatisk taget del i, men så er det noget andet) klagesange over den aktuelle kritikerstands elendighed eller hørt bekymrede forfattere (gerne de mest priviligerede) tale om forvitringen af de evaluative strukturer, og hvad det medfører, når kritik forfalder til hjerte- og hatteuddelinger samtidig med at de brugerstyrede fora eller kommercielle salgskanaler på nettet etablerer alternative bedømmelsesstrukturer, som synes at svække de traditionelle mediers nimbus og magt. Og hvad med mulighederne for selvpublicering? Skal man nu ikke længere igennem et nøglehul, kan hvemsomhelst bare ...? Hvordan sikrer vi så kvaliteten?
Svaret på det sidste spørgsmål kunne, tror jeg, være et todelt spørgsmål: 1/ Hvilket ”vi”? 2/ Kvalitet? Som i: Hvor mange hjerter? Hvor vigtig i dansk litteratur, hvor højt på den nationale digtertrone?
Hvis vi'et er et kritiker-vi, synes jeg man må sige, at det danske kritiker-vi længe, længe, længe har sovet i timen. Det gjorde Lars Skinnebach sådan set allerede meget fint opmærksom på, da han tidligere i år modtog Montanaprisen. I sin takketale pegede LS på det besynderlige i, at diverse oversigtsartikler om 00'ernes danske litteratur intetsteds havde nævnt centrale begivenheder (for LS og mange andre) som In The Making-festivalen i 2001 og alt hvad den affødte (måske især Language Poesiens & omegns indflydelse), dialoger og diskussioner i den internationale litteratur-blogosfære, herunder også de mange internordiske kontakter, venskaber, udgivelser.
Intet af alt dette var tilsyneladende blevet bemærket af landets kritiker-vi. Hvorfor? Fordi landets kritiker-vi om nogen er begravet dybt i fiktionen om stammen, det virker som om det ligefrem knuselsker den nationallitterære institution. Sådan har det muligvis altid været, også i the heydays med anmeldelser til alle, men det giver unægtelig et meget skævt billede af nyere dansk poesi fx, at alle de indflydelsesbaner, påvirkninger, kommunikationer osv., der eksisterer og udvikler sig mellem danske, amerikanske, tyske, svenske, norske osv. digtere totalt negligeres.
Myten om det nationale litterære steeplechase, myten om at alle befinder sig i samme nationale rør (kanonrør?).
Er det dét alle de fremspirende litterære priser også handler om – at forestillingen om en genkendelig, afsondret national litteratur bliver sværere og sværere at opretholde i ret meget andet end en kunstig konkurrenceramme? Er celebreringen udtryk for en krampe?
Det kedelige svar kunne lyde noget i retning af: Næh, det hele skyldes pragmatiske hensyn, ligesom kunststøtteapparaturet jo også i hovedsagen er national. Og det apparatur er digterne vel forresten også meget glade for, ikke sandt? Kritikerne ved skam alt om ovenstående, men problemet er LÆSERNE. Dem må vi ikke forstyrre med den slags, siger redaktøren. Vi skriver jo i danske aviser, på dansk, for stammen.
Og så er vi nået til den særlige arrogance som åbenbart hærger alle danske kulturredaktioner (rygtet går fx på, at Skønlitteratur på P1 arbejder med en tese om idealmodtageren som en husmor på Fyn, og hvad skulle der være galt med det? Intet. Problemet er bare, at arrogancen tilsiger redaktionen, at en sådan modtager skal have alting ind med skeer og nedladende smalltalk) fordi de, lader det til, har forskanset sig i en i stigende grad outdated opfattelse af hvad deres opgave som medie er.
Er det ikke bare at formidle da? Tjoh, tygge stammens mad for stammen?
Jeg tror arrogancen er en DØDSARROGANCE. Den døendes sidste snerren.
På redaktionerne ser man fragmentering, opbrud i publiceringshierarkier, globale ud- og indbrud og hvad har vi som et PROBLEM - og næppe kun som et formidlingsmæssigt.
Men hvad så med poesiens såkaldte marginalisering? Er det ikke et problem?
Måske ikke, måske er forestillingen om noget sådant bare nostalgi. Måske kan kritiker-vi'et ikke følge med udviklingen når store dele af poesien har ikke-nationale forgreninger, måske vil det ikke, måske må det ikke.
Hvis det første er tilfældet, kunne man måske drømme om bedre kritikere, men hvem tror seriøst på, at det ville af-marginalisere poesien? (Og hvem er det, der drømmer om det, og gør vedkommende det af andet end socioøkonomiske grunde? Bør vedkommende egentlig det? Bør poesien ikke være marginal? Må digteren ikke have socioøkonomiske grunde til dette og hint? og så absolut videre ...)
Hvis det andet er tilfældet, altså at modvillige kritikere lukker øjnene for alt andet end det danske, nå ja, hvad så, så begynder denne uges gymnastik for stamme i bogsektionen. Og på side 7 kan man læse om en kvinde, der har fået stjålet sin christianiacykel af sikkert chilenske kriminelle eller noget.
Hvis det tredje er tilfældet, altså at de ellers godvillige kritikere hjertens gerne ville dokumentere og kortlægge, bore i og udforske globale litterære forbindelser, blogs, kreative fællesskaber, seminarer og småforlags-bogmesser, men bare ikke må fordi LÆSERNE ifølge redaktører ikke interesserer sig for den slags. Hvad så?
Så kunne de bare gøre det alligevel. Andetsteds. Det er en del af pointen.
Andetsteds har aldrig været større. Hvis poesien af en eller anden grund ikke bryder sig om at være marginaliseret (og i det hele taget godtager begrebet) ligger det lige for at føle sig central, der hvor omtalte døende offentlighed ikke regerer.
(Slutningen fik lige en tand for meget triumferen, men jeg tror nu stadig på noget i den retning.)
Lehto siger selv et andet sted “There was a time when I thought of myself as an American poet only writing in Finnish; today I see myself as more of a Finnish poet, only writing in - more or less ‘barbaric’ - English.”
... Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt... -
Lehto skriver:
”En løsning på det problem, man så ofte hører om, poesiens marginalisering og dens mangel på indflydelse, er det, jeg vil kalde en sprogcentreret sublim holdning. For eksempel fristes poesien i et land som Finland, med et lille sprog og en kultur, som fortsat hovedsagelig er monokulturel, altid til at prøve at legitimere sig selv gennem sit specielle forhold til det fælles sprog. Her forudsættes det, at sproget, som naturligvis er et medium for mellemmenneskelig kommunikation, også er kilden til fælles forståelse: Dermed bliver tydelighed, gennemsigtighed, renhed osv. i sproget til selve garantien for holdbarheden i denne forståelse. Det ville være typisk for en finsk poet at sige, at hans eller hendes job er at fremme og forsvare denne forståelse – mod forskellige ”udefrakommende” trusler (som for eksempel, ja, globaliseringen). Dette vil så nødvendigvis indebære en idé om poesien som en højere form for sprog, og dermed om et specialiseret poetisk sprog, som kommer til at repræsentere en krystallisering af samfundets til enhver tid gældende ”sprogforståelse” - samtidigt med at den tilbyder en elegant løsning på det sublimes (og det skønnes) problem. Og alligevel er alle samfund, som baserer sig på et sprog (på ”fælles” forståelse), på trods af, at de ofte fremhæves som modeldemokratier, samtidig også dybt undertrykkende og ekskluderende, selektive, hierarkiske og hierarkiskabende; kort sagt, klassesamfund. Dermed er også enhver forestilling om et ”godt”, ”korrekt”, ”dybt” osv. poetisk sprog når alt kommer til alt klasserelateret, det vil sige fælles i den betydning af det ord, jeg fra poesiens synspunkt ser som problematisk.”
Det er oplagt, at der er ligheder mellem Finland og Danmark i ovenstående, selvom jeg ikke ved hvor mange nulevende danske digtere, der frejdigt ville sige, at de udtrykker sig i et specialiseret poetisk sprog. Det udelukker selvfølgelig ikke at de kunne holde forestillingen for sig selv. Anyway, det var ikke så meget det jeg ville kommentere. Snarere Lehtos ide (eller utopi?) om poesiens uafhængighed af nationallitteraturen. Det kan være svært at gennemskue i oversættelse, men originaltitlen på essayet er ”Plurifying the languages of the trite”, altså en forvridning og omvending af Pounds krav om at digtningen skulle ”Purify the languages of the tribe”. Rense stammens sprogbrug? Digtere som pudsefisk?
Hvis vi ser bort fra det sproghygiejniske aspekt og i stedet ser på det stammemæssige, er situationen p.t. så den, at den marginaliserede poesi (som ikke sælger, underforstået: så meget som den burde), som ikke længere anmeldes i de døende aviser (underforstået: hvilket den gjorde i en ikke så fjern guldalder, hvor enhver debutant fik stolpe op og stolpe ned... osv.), og, nå ja, i øvrigt heller ikke udgives (underforstået: af de rigtige, "ægte" forlag) er blevet udstødt af stammen? Måske. Men hvorfor skulle det nu være så slemt?
Forfaldshistorien er åbenbart altid tillokkende, der var jo som bekendt engang hvor digterne samledes på Rådhuspladsen ved midnat for at skimme morgendagens anmeldelser i neonlyset osv. Og hvor ofte han man ikke blandt forfattere hørt (og selv automatisk taget del i, men så er det noget andet) klagesange over den aktuelle kritikerstands elendighed eller hørt bekymrede forfattere (gerne de mest priviligerede) tale om forvitringen af de evaluative strukturer, og hvad det medfører, når kritik forfalder til hjerte- og hatteuddelinger samtidig med at de brugerstyrede fora eller kommercielle salgskanaler på nettet etablerer alternative bedømmelsesstrukturer, som synes at svække de traditionelle mediers nimbus og magt. Og hvad med mulighederne for selvpublicering? Skal man nu ikke længere igennem et nøglehul, kan hvemsomhelst bare ...? Hvordan sikrer vi så kvaliteten?
Svaret på det sidste spørgsmål kunne, tror jeg, være et todelt spørgsmål: 1/ Hvilket ”vi”? 2/ Kvalitet? Som i: Hvor mange hjerter? Hvor vigtig i dansk litteratur, hvor højt på den nationale digtertrone?
Hvis vi'et er et kritiker-vi, synes jeg man må sige, at det danske kritiker-vi længe, længe, længe har sovet i timen. Det gjorde Lars Skinnebach sådan set allerede meget fint opmærksom på, da han tidligere i år modtog Montanaprisen. I sin takketale pegede LS på det besynderlige i, at diverse oversigtsartikler om 00'ernes danske litteratur intetsteds havde nævnt centrale begivenheder (for LS og mange andre) som In The Making-festivalen i 2001 og alt hvad den affødte (måske især Language Poesiens & omegns indflydelse), dialoger og diskussioner i den internationale litteratur-blogosfære, herunder også de mange internordiske kontakter, venskaber, udgivelser.
Intet af alt dette var tilsyneladende blevet bemærket af landets kritiker-vi. Hvorfor? Fordi landets kritiker-vi om nogen er begravet dybt i fiktionen om stammen, det virker som om det ligefrem knuselsker den nationallitterære institution. Sådan har det muligvis altid været, også i the heydays med anmeldelser til alle, men det giver unægtelig et meget skævt billede af nyere dansk poesi fx, at alle de indflydelsesbaner, påvirkninger, kommunikationer osv., der eksisterer og udvikler sig mellem danske, amerikanske, tyske, svenske, norske osv. digtere totalt negligeres.
Myten om det nationale litterære steeplechase, myten om at alle befinder sig i samme nationale rør (kanonrør?).
Er det dét alle de fremspirende litterære priser også handler om – at forestillingen om en genkendelig, afsondret national litteratur bliver sværere og sværere at opretholde i ret meget andet end en kunstig konkurrenceramme? Er celebreringen udtryk for en krampe?
Det kedelige svar kunne lyde noget i retning af: Næh, det hele skyldes pragmatiske hensyn, ligesom kunststøtteapparaturet jo også i hovedsagen er national. Og det apparatur er digterne vel forresten også meget glade for, ikke sandt? Kritikerne ved skam alt om ovenstående, men problemet er LÆSERNE. Dem må vi ikke forstyrre med den slags, siger redaktøren. Vi skriver jo i danske aviser, på dansk, for stammen.
Og så er vi nået til den særlige arrogance som åbenbart hærger alle danske kulturredaktioner (rygtet går fx på, at Skønlitteratur på P1 arbejder med en tese om idealmodtageren som en husmor på Fyn, og hvad skulle der være galt med det? Intet. Problemet er bare, at arrogancen tilsiger redaktionen, at en sådan modtager skal have alting ind med skeer og nedladende smalltalk) fordi de, lader det til, har forskanset sig i en i stigende grad outdated opfattelse af hvad deres opgave som medie er.
Er det ikke bare at formidle da? Tjoh, tygge stammens mad for stammen?
Jeg tror arrogancen er en DØDSARROGANCE. Den døendes sidste snerren.
På redaktionerne ser man fragmentering, opbrud i publiceringshierarkier, globale ud- og indbrud og hvad har vi som et PROBLEM - og næppe kun som et formidlingsmæssigt.
Men hvad så med poesiens såkaldte marginalisering? Er det ikke et problem?
Måske ikke, måske er forestillingen om noget sådant bare nostalgi. Måske kan kritiker-vi'et ikke følge med udviklingen når store dele af poesien har ikke-nationale forgreninger, måske vil det ikke, måske må det ikke.
Hvis det første er tilfældet, kunne man måske drømme om bedre kritikere, men hvem tror seriøst på, at det ville af-marginalisere poesien? (Og hvem er det, der drømmer om det, og gør vedkommende det af andet end socioøkonomiske grunde? Bør vedkommende egentlig det? Bør poesien ikke være marginal? Må digteren ikke have socioøkonomiske grunde til dette og hint? og så absolut videre ...)
Hvis det andet er tilfældet, altså at modvillige kritikere lukker øjnene for alt andet end det danske, nå ja, hvad så, så begynder denne uges gymnastik for stamme i bogsektionen. Og på side 7 kan man læse om en kvinde, der har fået stjålet sin christianiacykel af sikkert chilenske kriminelle eller noget.
Hvis det tredje er tilfældet, altså at de ellers godvillige kritikere hjertens gerne ville dokumentere og kortlægge, bore i og udforske globale litterære forbindelser, blogs, kreative fællesskaber, seminarer og småforlags-bogmesser, men bare ikke må fordi LÆSERNE ifølge redaktører ikke interesserer sig for den slags. Hvad så?
Så kunne de bare gøre det alligevel. Andetsteds. Det er en del af pointen.
Andetsteds har aldrig været større. Hvis poesien af en eller anden grund ikke bryder sig om at være marginaliseret (og i det hele taget godtager begrebet) ligger det lige for at føle sig central, der hvor omtalte døende offentlighed ikke regerer.
(Slutningen fik lige en tand for meget triumferen, men jeg tror nu stadig på noget i den retning.)
onsdag den 7. april 2010
HVAD
er poesi? Lad os antage, at der findes en bredtfavnende betydning af dette ord, som ikke afgrænser poesien som lyrik, som digtning i vers. Lad os fx antage, at poesi er en form for sprogkunst, der forholder sig både til sin egen historie og til sin egen form og materialitet. Lad os endvidere antage, at poesi måske nok er en særlig måde at bruge sproget på, men den er ikke uafhængig af alle de andre måder sproget fungerer på. Sproget, som er overalt omkring os, talt og skrevet, biologisk, mekanisk, elektronisk, er et landskab vi eksisterer i. Lad os antage, at poesien også er en del af denne økologi, at den påvirkes af den, reagerer på den, er afhængig af den. Hvad sker der da med poesien, med litteraturen, når dette økosystem forandrer sig på utallige forskellige måder, nogle mere, nogle mindre betydningsfulde?
Hvad sker der fx
– når øjeblikkelig global gensidig kommunikation bliver en mulighed?
– når teknologien fundamentalt forandrer mulighederne og formerne for publicering?
– når offentligheden, det offentlige rum poesien taler ud i, forandres, fragmenteres måske, organiseres i nye netværk?
Hvad sker der fx
– når øjeblikkelig global gensidig kommunikation bliver en mulighed?
– når teknologien fundamentalt forandrer mulighederne og formerne for publicering?
– når offentligheden, det offentlige rum poesien taler ud i, forandres, fragmenteres måske, organiseres i nye netværk?
Abonner på:
Opslag (Atom)