mandag den 1. november 2010

Samtale med Tue Andersen Nexø. Del 2.


TAN
Jeg synes, du har en nærmest defaitistisk holdning til … ja, egentlig til både politik og til digtning og til politisk digtning. Til alle tre ting.

I første omgang var du optaget af, at Brechts form for politisk digtning ikke giver mening i dag, fordi der ikke længere er tydelige politiske modstandere. For mig lyder det som en variant af forestillingen om Danmark som historiens afslutning, det fuldt realiserede liberale demokrati med samt socialt sikkerhedsnet. Skriver du virkelig under på det? Hvis du ikke gør det, er der så ikke stadig en politisk kamp, der mangler at blive kæmpet?

I næste omgang mener du, at digteren alligevel ingen autoritet har, fordi samfundet ikke giver ham den. Nej, det gør den ikke. Autoritet er i det hele taget ikke noget, man passivt tildeles. Den må man påtage sig og kæmpe for, opbygge og reproducere gennem sine (tale)handlinger. Hvis man altså overhovedet er interesseret i at have den. Min fornemmelse er mere, at det er dér skoen trykker.

Og i tredje omgang er det som om, at den politiske digtning, du alligevel godt kan lide, er den der bekræfter dig i en let kynisk, let sørgmodig resignation overfor den store, uoverskuelige verden. Sådan beskriver du din reaktion på Kristin Prevallet, som bekræfter dig i, at Bush bare er fyldt med ”bullshit” – for man kan jo ikke forestille sig, at ens politiske modstander har politiske idealer, kan man? – sådan beskriver du også Martin Glaz Serups konklusion. Den er "ærlig og reel, næsten kynisk".

Nå. Lad mig prøve at beskrive min interesse for Brecht fra en lidt anden vinkel, som forbinder den med, sådan nogenlunde, Danmark og den vestlige verden i dag. Vi lever i samfund, hvor man som borger konstant interpelleres som et ikke-politisk subjekt, som privatmenneske, producent og forbruger. Som et menneske, der har interesser og hobbyer og begær og økonomiske forpligtelser. Og måske også som et menneske, der føler dybere ting om døden og livet og den slags eksistentielle ting. Men forestillingen om politisk engagement – forestillingen om, at du og jeg ikke bare er privatmennesker, men også medborgere i et politisk fællesskab, en fælles verden som vi ikke bare er underlagt, men også har ret og pligt til at engagere os i være med til at bestemme over – den forestilling synes ”man” jo nærmest per definition er latterlig. Den er uvirkelig, den har ikke gang på jorden.

I det lys finder jeg selve den gestus, jeg læser ud af Brechts digte, for fornyende. At han formår at tiltale sin læser som medborger betyder – og det er hinsides præcist hvad han agiterer for eller skriver om, og uanset om han opfordrer til handling eller tænkning med sine tekster – at han insisterer på, at det at være zoon politikon også er en mulig subjektposition. Man har andre muligheder end den private subjektivitet. Det er vel det jeg mener med, at min interesse er poetologisk – hans gestus, måden hans digte interpellerer læseren på, er i sig selv en politisk gestus, en åbning overfor det at tænke politisk handling som noget, der overhovedet er muligt. I dag opleves den som kontrær og polemisk (men det gjorde den nu også i trediverne), fordi stort set alle andre instanser interpellerer os som ikke-politiske subjekter. Det kunne være sjovt – men måske umuligt, hvem ved – hvis nogle ville tage den strategi op igen.

PS: Agitation er ikke det samme som at prædike til de omvendte. Det er som om din model for politisk digtning er rent erkendelsesbaseret: det agitotoriske digt viser os et verdensbillede med nogle gode og nogle onde, og hvis vi er enige med det verdensbillede kan vi godt lide digtet. Eller også kan vi godt lide det på grund af nogle formelle træk som egentlig ikke har noget med politik at gøre. Men målet med agitation er ikke erkendelse, det er at vække til handling, at opildne følelser, evt. en følelse af fællesskab, af solidaritet. Eller af had. Det er, kort sagt, at vække os som politiske subjekter. ”Rejs jer, fordømte her på jorden” er et imperativ, verset lyder ikke: ”Der findes fordømte her på jorden”.

PPS: Jeg er glad for at jeg satte eksperiment i gåseøjne. Så lad mig sige det sådan her: Prevallet viser sin påstand via et stykke formarbejde. Digtets maskine er formel, dets indhold er banalt.

PPPS: Hvor finder du en stemme i Prevallets digt? Hun er jo ikke afsender af en eneste af digtets sætninger. Første strofe er en readymade, som så deformeres gennem de næste strofer. Det er jo heller ikke min stemme, hvis jeg afspiller en shubidua-sang i stadigt mere forvrængede udgaver for at vise, hvor ringe deres musik er. Det kunne blive Prevallets ord, hvis hun læste dem op, men nu har vi dem på skrift, så … Hvilket alt sammen peger videre på spørgsmålet om, hvorfor readymaden er blevet så populær som formel strategi i ny dansk og international digtning. Er det fordi man gerne vil undgå at have en egen stemme?



ML
Jeg synes vi taler lidt forbi hinanden nu, jeg har i hvert fald ikke gjort det klart hvad jeg mente – men det er nu også ret spidsfindigt…

Jeg mener ikke, at der ikke er politiske kampe at kæmpe, jeg mener heller ikke, at de nødvendigvis behøver at være poesien uvedkommende (eller litteraturen i bredere forstand, men nu startede du med at sige, det var Brecht som digter, du var interesseret i). Min interesse er også poetologisk, ikke i engagementet for dets egen skyld. Omkring defaitismen: Ja, jeg er temmelig skeptisk overfor muligheden af at opildne folk til politisk handling ved poesiens hjælp i et samfund, hvor poesi stort set ikke læses. Men at der er plads til politisk tænkning og til opildnen eller i hvert fald ansporing til politisk tænkning i poesien, det er jeg med på. Så er spørgsmålet bare hvordan.

Mit udgangspunkt er, og det kan vi vel nok også være fælles om, at politisk litteratur kun er noget jeg gider at læse, hvis det er fedt. Hvad det så end betyder, men det betyder i hvert fald, at man ikke bare kan bedømme det på om dets indhold er banalt eller interessant. Det vigtige ved et digt er ikke dets indhold men dets udsagn.

Når jeg taler om den tydelige politiske modstand, er pointen således, at den dynamik, den agitatoriske retorik kan have, hænger sammen med dens moralske entydighed. Agitation kan ikke indeholde komplekse ræsonnementer. Den handler netop, som du siger, om at vække folk, og det gør man ikke ved at argumentere for dem. Den dynamik ser vi hos mange digtere fra den tidlige modernisme, Brecht, Majakovskij, Pound – ideologiske digtere, ikke nødvendigvis på en dum måde, men med et klart ideologisk udgangspunkt og med en retorik, der udspringer af fornemmelsen af at man har en sag. Dén type ideologisk digtning, hvor digteren stiller sig op og taler på arbejderklassens eller de fattiges eller kulturbærernes eller humanismens vegne, dén kan det biografiske jeg ikke bære, siger jeg, det har det ikke autoritet til. Det har faktisk meget lidt med Brecht at gøre (digteren Brecht er netop ikke et privat subjekt, der tager udgangspunkt i sin nære livsverden), men helt specifikt med din antydning af at man bare kunne forlænge det biografiske jeg i noget dansk litteratur til et politisk jeg.

Men jeg afviser ikke at man kan finde andre retoriske og analytiske strategier for politisk digtning. For et par år siden lavede vi et nummer af Banana Split (det ved du, du bidrog selv til det), der endte som en slags (næppe udtømmende!) katalog over mulige former for politisk digtning. Readymades og detournementer udgør en betragtelig del af nummeret. Der er bl.a. tekster fra Reznikoffs Testimony, et af de centrale værker i den vist ikke særlig læste og kendte objektivistiske tradition. Hvad er det der er objektivistisk ved den; ja, det er der sikkert historisk en forklaring på, men den slags betegnelser bliver tit hængende fordi de har flere forskellige betydninger folk kan lægge i dem. For Reznikoff kunne man fx sige at han fortæller en objektiv historie ved at udelade sit eget jeg og sit eget synspunkt og genfortælle kilderne, altså retsprotokollerne, sådan som de står. Det er i en vis forstand vel netop det du beskriver som ønsket om at undgå at have en egen stemme, men jeg synes at man (hvis man overhovedet skal bruge den højst labile stemme-metafor i poetikken) må skelne mellem digterens stemme, noget der lader sig høre i hele hans/hendes produktion eller væsentlige dele af den (noget man måske også kunne kalde stil), og digtets stemme, noget der bare er det enkelte digts særlige tonefald. Og man skal i hvert fald ikke forveksle det med den fysiologiske stemme, sådan som jeg synes dit shubidua-eksempel lægger op til.

Nå, men du har helt ret i at autoritet ikke er noget man får forærende, men at det er noget man må tilkæmpe sig. En af måderne at gøre det på er vel netop at være objektiv. Med readymades har man muligheden for at være dokumentarisk og med detournementer har man muligheden for at være kritisk omkring specifikke tekster og sager.



TAN
Lad mig formulere min skepsis overfor approprierings-strategier som en priviligeret form for politisk digtning på følgende måde. Hvis man ikke tænker sig grundigt om, så prætenderer approprierede, ”post-produktive” tekster en objektivitet – og smykker sig i den forstand med dén autoritet, som det objektive udsagn tildeles i vores kultur – som vel grundlæggende er en løgn. Nogen foretager et udvalg, vælger procedurer, redigerer, sætter op, overvejer hvilke forskydninger, der skal foregå i materialet osv. Og det kan altsammen være virkelig interessant og godt – som du måske ved, er jeg meget, meget glad for Dan Farrells The Inkblot Record, jeg er interesseret, men har ikke læst særlig meget af Reznikoff, og jeg synes egentlig Franck Leibovicis Kinesiske Portrætter var fin – men approprieringen og manipulationen indeholder selvfølgelig en serie valg og positioneringer. Der er nogle signaler til læseren om, hvordan den her tekst skal læses og forstås, og tit også om hvad den fortæller os. Når Hans-Otto Jørgensen optrykker hadske kommentarer fra nettet, som reagerer på hans egne udsagn angående balladen om Ungdomshuset, er det så objektivt? Tror du ikke, han har tænkt over den gestus’ retoriske effekt?

Man kan også spørge sig selv, hvorfor den naturlige enhed i Google-poesien har det med at blive en eller to løsrevne sætninger. Uden netop dette redaktionelle valg kunne bøgerne jo lige så godt bestå af det antal gange, der simpelthen stod ”jeg drømmer” på nettet – eller hvad det nu er, man søger på – uden at registrere hvad alle disse jeg’er faktisk drømmer. Det ville nok være en mindre interessant bog. Den ville slet ikke præsentere en kakofoni af stemmer for os. Man ville ikke få indtryk af, at vi her kan gå på opdagelse i hvad man drømmer om i Danmark i dag, løsrevet fra den enkelte stemmes konkrete situering. Men der er ikke desto mindre tale om et redaktionelt valg og en art ærinde, bogen har haft: den har villet præsentere (producere) spektrummet af danske drømme.

Det, der i mine øjne kendetegner de forskellige approprierings-strategier er, at de ikke ønsker at tildele den bagvedliggende forfatter-redaktør nogen ”stemme” i dén helt banale betydning, at det for læseren ikke er til at identificere andre udsigelsesinstanser i teksten end dem, det oprindeligee materiale tilbyder. Det giver et skin af objektivitet. Men forfatteren er der jo alligevel på alle mulige måder. Uanset hvor gerne man vil så slipper man ikke for sig selv.

Nå. Jeg forstår ikke, hvorfor man enten kun er sig selv som privatsubjekt eller stiller sig i en større sags tjeneste. For mig er det en falsk dikotomi. Man kan vel godt være politisk engageret uden samtidig at trælbinde sig noget, der er større end en selv. Min læsning er Brecht er netop, at han ikke gør nogle af delene. Han taler som et subjekt, der er situeret i en politisk-historisk horisont, til andre subjekter, der er situeret i samme horisont, om de politiske konflikter og brændpunkter, der er omkring ham. Det gør han via digtningen og det har konsekvenser for digtets ”stemme” og interpellation.

Lad mig slutte med et digt af Brecht som viser, at han jo ikke bare skriver politisk vækkelsesdigtning, men skriver om grænsen mellem et politisk og et blot privat (for Brecht: ekisileret) liv. Det her digt udkom i 1939, mens Brecht var i eksil og endnu ikke kunne se om og hvornår Hitler ville falde.

Gedanken über die Dauer des Exils

1

Schlage keinen Nagel in die Wand!
Wirf den Rock auf den Stuhl!
Warum vorsorgen für vier Tage?
Du kehrst morgen zurück.

Lass den kleinen Baum ohne Wasser!
Wozu noch einen Baum planzen?
Bevor er so hoch wie eine Stufe ist
Gehst du froh weg von hier.

Zieh die Mütze ins Gesicht, wenn die Leute vorbeigehn!
Wocu in einer fremden Grammatik fingern?
Die Nachricht, die dich heimruft
Ist in bekannter Sprache geschrieben.

So wie der Kalk vom Gebälk blättert
(Tue nichts dagegen!)
Wird der Zaun der Gewalt zermorschen
Der an der Grenze aufgerichtet ist
Gegen die Gerechtigkeit.

2

Sieh den Nagel an der Wand, den du eingeschlagen hast:
Wann, glaubst du, wirst du zurückkehren?
Willst du wissen, was du im Innersten glaubst?

Tag um Tag
Arbeitest du für die Befreiung
Sitzend in der Kammer schreibst du:
Willst du wissen, was du von deiner Arbeit hältst?
Sieh den kleinen Kastanienbaum in Eck des Hofes
Zu dem du die Kanne voll Wasser schlepptest.


Der er jo ikke en politisk agenda i det her digt, men der er nok en refleksion over eksilet som tilstand og de måder, det blokerer for udøvelsen af ens politiske engagement og for ens private liv – og hvordan de to jo kan komme i konflikt med hinanden. Og så er det jo en fin ironi, at digtets jeg hele tiden fremstilles som politisk aktiv, altimens eksilets afslutning fremstilles helt agensløst, som en naturlig forfaldsproces: magtens gærde vil langsomt forvitre. Ligesom skiftet fra det indre imperativ (udråbstegn!) til anden dels spørgende resignation er fin.




ML
Nej, man kan ikke slippe for sig selv, derfor var min brug af ordet ‘objektiv’ måske nok noget tvivlsom. Måske skulle jeg i stedet have talt om dokumentarisme. Enhver dokumentar i lyd, billede eller skrift har jo det samme problem eller iboende paradoks, at den i en eller anden forstand forsøger at dokumentere sandheden, men må gøre det ved at foretage subjektive valg og prioriteringer. Dokumentarismen er imidlertid kun en del af det. Jeg tror, der findes en bred vifte af postproduktive strategier, og det er nødvendigt at kunne læse dem hver på deres egne præmisser, ikke bare at kaste dem sammen ned i et hul og kalde det appropriering og det er sådan noget avantgarden gjorde i 1920 og det er bare SÅ overstået. Jeg kan godt lide begrebet postproduktiv (min kærlighed gør, at jeg dropper bindestregen), fordi det, selv om det lyder lidt sådan, ikke er historisk, at vi nu efter produktionens tidsalder er kommet til den efterfølgende, men fordi det refererer til den del af filmproduktion, som foregår, efter at optagelserne er i hus, den del, hvor man skal klippe og redigere, producere visuelle effekter, lægge lyd på og farvekorrigere osv. Altså den periode som på ingen måde er ukreativ, som Goldsmiths provokerende men problematiske begreb påstår, men snarere den del, hvor man ofte finder hovedparten af moderne filmproduktions kreativitet.

Jeg tror, du tager fuldstændigt fejl, når du siger, at det, der kendetegner approprieringsstrategier, er, at de er et forsøg på at udviske forfatterstemmen (selv om det sådan set var det, jeg osse selv lagde op til med Reznikoff). Jeg tror, at der er nogle postproduktive forfattere, som er ude på det. Ud over Reznikoff og Leibovici vil jeg gerne nævne Peter Weiss – som vel nærmest er Brechts arvtager – der i Forundersøgelsen gør næsten det samme som Reznikoff i Holocaust, nemlig dramatiserer retsalsprotokoller fra Auschwitz-sagerne.

Men med andre bøger og andre forfattere er det andre ting, der er på spil. I stedet for en dokumentarisk strategi kan man have en analytisk. Fx starter Paal Bjelke Andersens nye bog Dugnad med syv digte, eller rettere et digt arrangeret i syv afdelinger, baseret på ti års nytårstaler af skiftende norske statsministre. Disse taler er skåret i småstykker og samlet igen efter forskellige metoder: En der undersøger deres brug af ordet ‘sprog’, en der læser efter geografi, en der undersøger deres brug af ordet ‘grænse’, en der finder subjekter, en der leder efter spor af ordet ‘krig’, en der finder specifikke personer, og en der samler selvbiografiske smuler op. På den måde tegner der sig et (vel ikke ‘objektivt’, men interessant) billede af den norske nations mentale landskab, over hvem og hvad statsministrene finder vigtige nok til at tage med i deres årlige tilstandsrapport. Fx lyder del IIs første afsnit af 11(dvs., går jeg ud fra, det afsnit der stammer fra talen i 2000):

Nasaret og Norge og Stiklestad og Norge og Amerika og Norge og Sunndal på Normøre og Norge og Norge og Telemark og Norge og Vest-Europa og Norge og Norge og Midtøsten og USA og Oslo og Nordsjøen og Balkan og Kosovo og Norge og Kosovo og Balkan og Tsjetsjenia og Norge og Sør-Afrika og Sør-Afrika.

Så er der de mere strengt konceptuelle eksempler, som har en tendens til ikke at være så interesseret i indholdet (eller betydningsindholdet) af kildeteksten, men mere i selve approprieringen og den proces den udfolder. Ud over Goldsmith ville jeg fx nævne Craig Dworkins bizarre (på en god måde, synes jeg) Parse, som ganske vist osse har et analytisk aspekt i og med at den er en analyse af en gammel grammatikbog efter dennes egne regler. Men jeg ved ikke, om der er nogen andre end Dworkin selv, der er interesseret i netop denne grammatik, så bogen bliver i hvert fald for mig mere en konceptuel performance.

Og så er der detournementer, der ofte har et kritisk/satirisk præg, som Prevallet er eksempel på.

Jeg føler mig lidt som en skolelærer her med sådan en opremsning af kategorier, dokumentarisk, analytisk, konceptuel, satirisk, men jeg tror det er nyttigt ... ikke så meget at klassificere ... men at indikere nogle (her stadig meget grove) vektorer for læsning af tekster, der på overfladen ser ud til at bruge det samme greb, men i virkeligheden er meget forskellige, og som stiller andre krav til læsningen end den udbredte form for nærlæsning, som er meget fokuseret på digtet som udtryk for en særlig subjektivitet, der ytrer sig i stemmen. (Jvf. hvad Kamilla Löfström for nyligt skrev i sin anmeldelse af Rasmus Graffs Folkets prosa: “Med dette afskriftkoncept slipper jeg som anmelder for at forholde mig til sædvanlige spørgsmål som: Har den unge (f. 1983) forfatter Rasmus Graff (debut 2008) talent? Har han stil? Er han original? Imponerer han ligefrem? Til gengæld stilles jeg som læser over for en række nye spørgsmål, hvoraf det første og helt afgørende lyder: Er det overhovedet meningen, at man skal læse (hele) bogen? Eller skal man, som Andy Warhol selv sagde om sine film, hellere tænke over den?”)

Og så har jeg iøvrigt kun nævnt de faktorer, der vedrører forholdet til kildeteksten, slet ikke de performative eller formmæssige træk.

Nå, nu fik jeg slet ikke svaret, hverken på det du sagde om Brechts fine eksil-digt eller på det om google-poesien (som jeg har meget mere at sige om!), men det er vist på tide at gøre et lille ophold her.

1 kommentar:

  1. Hej!

    "Når Hans-Otto Jørgensen optrykker hadske kommentarer fra nettet, som reagerer på hans egne udsagn angående balladen om Ungdomshuset, er det så objektivt?"

    Kan i hjælpe mig med at finde ud af hvor Hans Otto Jørgensen har optrykt internet kommentarer, er det i en bog?

    Kh

    SvarSlet