Lehto & nationallitteraturen, kritiker-vi'et og en døende offentlighed

Leevi Lehto skriver et sted i Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog om ”udsigten til en ny type verdenspoesi, som endnu ikke findes.” I noten præciserer han: ”Nogle koordinater for en sådan verdenspoesi kunne være: Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt (her kommer jeg i tanke om Goethes begreb om ”verdenslitteratur”); sprogblandinger; at låne strukturer – rytmiske, syntaktiske – fra andre sprog; at skrive på andre sprog end det, man er vokset op med; at opfinde nye ad hoc-sprog; bevidste forsøg på at skrive for et mere heterogent, ikke forhåndsbestemt publikum...”

Lehto siger selv et andet sted “There was a time when I thought of myself as an American poet only writing in Finnish; today I see myself as more of a Finnish poet, only writing in - more or less ‘barbaric’ - English.”

... Uafhængighed i forhold til nationallitteraturerne også institutionelt... -

Lehto skriver:

”En løsning på det problem, man så ofte hører om, poesiens marginalisering og dens mangel på indflydelse, er det, jeg vil kalde en sprogcentreret sublim holdning. For eksempel fristes poesien i et land som Finland, med et lille sprog og en kultur, som fortsat hovedsagelig er monokulturel, altid til at prøve at legitimere sig selv gennem sit specielle forhold til det fælles sprog. Her forudsættes det, at sproget, som naturligvis er et medium for mellemmenneskelig kommunikation, også er kilden til fælles forståelse: Dermed bliver tydelighed, gennemsigtighed, renhed osv. i sproget til selve garantien for holdbarheden i denne forståelse. Det ville være typisk for en finsk poet at sige, at hans eller hendes job er at fremme og forsvare denne forståelse – mod forskellige ”udefrakommende” trusler (som for eksempel, ja, globaliseringen). Dette vil så nødvendigvis indebære en idé om poesien som en højere form for sprog, og dermed om et specialiseret poetisk sprog, som kommer til at repræsentere en krystallisering af samfundets til enhver tid gældende ”sprogforståelse” - samtidigt med at den tilbyder en elegant løsning på det sublimes (og det skønnes) problem. Og alligevel er alle samfund, som baserer sig på et sprog (på ”fælles” forståelse), på trods af, at de ofte fremhæves som modeldemokratier, samtidig også dybt undertrykkende og ekskluderende, selektive, hierarkiske og hierarkiskabende; kort sagt, klassesamfund. Dermed er også enhver forestilling om et ”godt”, ”korrekt”, ”dybt” osv. poetisk sprog når alt kommer til alt klasserelateret, det vil sige fælles i den betydning af det ord, jeg fra poesiens synspunkt ser som problematisk.”

Det er oplagt, at der er ligheder mellem Finland og Danmark i ovenstående, selvom jeg ikke ved hvor mange nulevende danske digtere, der frejdigt ville sige, at de udtrykker sig i et specialiseret poetisk sprog. Det udelukker selvfølgelig ikke at de kunne holde forestillingen for sig selv. Anyway, det var ikke så meget det jeg ville kommentere. Snarere Lehtos ide (eller utopi?) om poesiens uafhængighed af nationallitteraturen. Det kan være svært at gennemskue i oversættelse, men originaltitlen på essayet er ”Plurifying the languages of the trite”, altså en forvridning og omvending af Pounds krav om at digtningen skulle ”Purify the languages of the tribe”. Rense stammens sprogbrug? Digtere som pudsefisk?

Hvis vi ser bort fra det sproghygiejniske aspekt og i stedet ser på det stammemæssige, er situationen p.t. så den, at den marginaliserede poesi (som ikke sælger, underforstået: så meget som den burde), som ikke længere anmeldes i de døende aviser (underforstået: hvilket den gjorde i en ikke så fjern guldalder, hvor enhver debutant fik stolpe op og stolpe ned... osv.), og, nå ja, i øvrigt heller ikke udgives (underforstået: af de rigtige, "ægte" forlag) er blevet udstødt af stammen? Måske. Men hvorfor skulle det nu være så slemt?

Forfaldshistorien er åbenbart altid tillokkende, der var jo som bekendt engang hvor digterne samledes på Rådhuspladsen ved midnat for at skimme morgendagens anmeldelser i neonlyset osv. Og hvor ofte han man ikke blandt forfattere hørt (og selv automatisk taget del i, men så er det noget andet) klagesange over den aktuelle kritikerstands elendighed eller hørt bekymrede forfattere (gerne de mest priviligerede) tale om forvitringen af de evaluative strukturer, og hvad det medfører, når kritik forfalder til hjerte- og hatteuddelinger samtidig med at de brugerstyrede fora eller kommercielle salgskanaler på nettet etablerer alternative bedømmelsesstrukturer, som synes at svække de traditionelle mediers nimbus og magt. Og hvad med mulighederne for selvpublicering? Skal man nu ikke længere igennem et nøglehul, kan hvemsomhelst bare ...? Hvordan sikrer vi så kvaliteten?

Svaret på det sidste spørgsmål kunne, tror jeg, være et todelt spørgsmål: 1/ Hvilket ”vi”? 2/ Kvalitet? Som i: Hvor mange hjerter? Hvor vigtig i dansk litteratur, hvor højt på den nationale digtertrone?

Hvis vi'et er et kritiker-vi, synes jeg man må sige, at det danske kritiker-vi længe, længe, længe har sovet i timen. Det gjorde Lars Skinnebach sådan set allerede meget fint opmærksom på, da han tidligere i år modtog Montanaprisen. I sin takketale pegede LS på det besynderlige i, at diverse oversigtsartikler om 00'ernes danske litteratur intetsteds havde nævnt centrale begivenheder (for LS og mange andre) som In The Making-festivalen i 2001 og alt hvad den affødte (måske især Language Poesiens & omegns indflydelse), dialoger og diskussioner i den internationale litteratur-blogosfære, herunder også de mange internordiske kontakter, venskaber, udgivelser.
Intet af alt dette var tilsyneladende blevet bemærket af landets kritiker-vi. Hvorfor? Fordi landets kritiker-vi om nogen er begravet dybt i fiktionen om stammen, det virker som om det ligefrem knuselsker den nationallitterære institution. Sådan har det muligvis altid været, også i the heydays med anmeldelser til alle, men det giver unægtelig et meget skævt billede af nyere dansk poesi fx, at alle de indflydelsesbaner, påvirkninger, kommunikationer osv., der eksisterer og udvikler sig mellem danske, amerikanske, tyske, svenske, norske osv. digtere totalt negligeres.
Myten om det nationale litterære steeplechase, myten om at alle befinder sig i samme nationale rør (kanonrør?).
Er det dét alle de fremspirende litterære priser også handler om – at forestillingen om en genkendelig, afsondret national litteratur bliver sværere og sværere at opretholde i ret meget andet end en kunstig konkurrenceramme? Er celebreringen udtryk for en krampe?

Det kedelige svar kunne lyde noget i retning af: Næh, det hele skyldes pragmatiske hensyn, ligesom kunststøtteapparaturet jo også i hovedsagen er national. Og det apparatur er digterne vel forresten også meget glade for, ikke sandt? Kritikerne ved skam alt om ovenstående, men problemet er LÆSERNE. Dem må vi ikke forstyrre med den slags, siger redaktøren. Vi skriver jo i danske aviser, på dansk, for stammen.

Og så er vi nået til den særlige arrogance som åbenbart hærger alle danske kulturredaktioner (rygtet går fx på, at Skønlitteratur på P1 arbejder med en tese om idealmodtageren som en husmor på Fyn, og hvad skulle der være galt med det? Intet. Problemet er bare, at arrogancen tilsiger redaktionen, at en sådan modtager skal have alting ind med skeer og nedladende smalltalk) fordi de, lader det til, har forskanset sig i en i stigende grad outdated opfattelse af hvad deres opgave som medie er.
Er det ikke bare at formidle da? Tjoh, tygge stammens mad for stammen?
Jeg tror arrogancen er en DØDSARROGANCE. Den døendes sidste snerren.

På redaktionerne ser man fragmentering, opbrud i publiceringshierarkier, globale ud- og indbrud og hvad har vi som et PROBLEM - og næppe kun som et formidlingsmæssigt.

Men hvad så med poesiens såkaldte marginalisering? Er det ikke et problem?
Måske ikke, måske er forestillingen om noget sådant bare nostalgi. Måske kan kritiker-vi'et ikke følge med udviklingen når store dele af poesien har ikke-nationale forgreninger, måske vil det ikke, måske må det ikke.

Hvis det første er tilfældet, kunne man måske drømme om bedre kritikere, men hvem tror seriøst på, at det ville af-marginalisere poesien? (Og hvem er det, der drømmer om det, og gør vedkommende det af andet end socioøkonomiske grunde? Bør vedkommende egentlig det? Bør poesien ikke være marginal? Må digteren ikke have socioøkonomiske grunde til dette og hint? og så absolut videre ...)
Hvis det andet er tilfældet, altså at modvillige kritikere lukker øjnene for alt andet end det danske, nå ja, hvad så, så begynder denne uges gymnastik for stamme i bogsektionen. Og på side 7 kan man læse om en kvinde, der har fået stjålet sin christianiacykel af sikkert chilenske kriminelle eller noget.
Hvis det tredje er tilfældet, altså at de ellers godvillige kritikere hjertens gerne ville dokumentere og kortlægge, bore i og udforske globale litterære forbindelser, blogs, kreative fællesskaber, seminarer og småforlags-bogmesser, men bare ikke må fordi LÆSERNE ifølge redaktører ikke interesserer sig for den slags. Hvad så?
Så kunne de bare gøre det alligevel. Andetsteds. Det er en del af pointen.

Andetsteds har aldrig været større. Hvis poesien af en eller anden grund ikke bryder sig om at være marginaliseret (og i det hele taget godtager begrebet) ligger det lige for at føle sig central, der hvor omtalte døende offentlighed ikke regerer.

(Slutningen fik lige en tand for meget triumferen, men jeg tror nu stadig på noget i den retning.)