JB: Majse gav mig jeres lille hæfte med Leevi Lehto, det er meget spændende ... det er provokerende det han siger om demokrati...
ML: Jah ... ja, jeg kan godt lide den måde han taler om poesien som noget der kan møde stupiditeten og barbariet...
JB: Ja...
ML: Det hænger osse sammen med noget du sagde tidligere* om genkendelse i litteraturen, vi læser jo da ikke litteratur bare for at genkende** os selv ... [ville have sagt noget om Levinas***** her, men kunne ikke formulere det af forskellige delvis biologisk/kemiske årsager]
JB: Nej.
[kort pause]
JB: Nå, skal vi møde stupiditeten og barbariet...
ML: Ja, de er lige her, lige bagved den her dør befinder de sig.
[exeunt]
* I samtalen på Forfatterskolen med Karl Ove Knausgaard, hvor Jeppe talte om faren for at en selvbiografisk fortællerstemme, skal fastlægge et helt bestemt perspektiv på en fortælling, et tunnelsyn, som han kaldte det, et ord han vist også bruger i sin anmeldelse af Ildfiskens brevnummer i Standart. Jeg synes, at det var usædvanlig godt set af Jeppe, hvordan det selvbiografisk baserede tunnelsyn nogle gange kan genkendes på hvad det udelader, hvad det netop ikke finder umagen værd at forklare, hvor en trediepersons eller alvidende fortæller ville være tvunget til at forklare det. Ikke at den "rene fiktion"*** ikke kan simulere denne blindhed, når den først er identificeret. Det er netop pointen, det er netop romanens styrke, den kan inkludere alting, også det selvbiografiske.****
** Selv om jeg lige har læst en bog, der argumenterer for netop selvgenkendelsen som en af læsningens fænomenologiske grundpiller (Rita Felski: Uses of Literature). Jo jo, fint nok, men den går jo ikke alene. Felski kritiserer sikkert med rette de (dog lidt stråmandsagtige) Levinas-inspirerede litteraturteoretikere, som fremhæver mødet med Den Anden som udgangspunktet for god litteratur.***** Hun bruger, hvis jeg nu husker rigtigt (har ikke bogen mere), Madame Bovary, altså Emma Bovary som eksempel på en læser, der netop genkender sig selv i romanpersoner, noget man derfor ligefrem kunne kalde Bovarysyndromet.
*** Som om der var noget andet, som Ib Michael forsøgte at forklare os. Jeg giver ham egentlig ret, tror jeg, det er altsammen fiktion, men det behøver ikke at betyde, at vi ikke netop kan prøve at skelne mellem forskellige typer af udsigelsespositioner, karakteriseret måske især ved hvad de ikke kan se, hvad de må udelade?
**** Derfor forekom det mig forkert, at Niels Frank forsøgte at fastholde, at det selvbiografiske moment er en åbning af et modernistisk snævertsyn, der har forsøgt at udelukke det private, det personlige, det beskidte (hele Villy Sørensen-debatten). Det kan da godt være at Mallarmé havde en idé om den rene tanke uforurenet af alle dagligdagens banaliteter og ja, det kan da godt være, at det både er illusorisk og røvkedeligt i længden. Men jeg synes Niels forveksler renheden i tanken med noget andet. Renheden (som måske er et forkert udtryk) handler ikke for Jeppe (som jeg hørte det) om at den "rene" tanke eller den rene fiktion ikke vil vide af det banale, private liv, men om at den ikke vil lade sig begrænse af det. Som Knausgaard selv sagde, så er den selvbiografiske roman en form for næsten OULIPO-agtig contrainte (begrænsning). Knausgaard har jo en forgænger i Roubaud, som sjovt nok osse valgte 6 grene til sin fortælling.
***** Er ikke Leevis idé om at poesien kan "se dumheden og barbariet i øjnene – også i betydningen at acceptere dem" netop en formulering af denne levinasianske poetik? Men hvorfor er det netop poesien, der kan det? Fordi i poesien handler det ikke om forståelse, men om en anden slags tænkning – det at udsætte sig for den andens (barbarens!) sprog. Det var lige netop det Jeppe****** talte om, da han sagde, at man jo da hellere læser noget som overrasker eller udfordrer en ved sin fremmedartethed end noget man godt kender i forvejen.**
****** Det var godt at se Jeppe igen. Han er et af de mest intelligente mennesker og en af de allerallerbedste læsere jeg kender. Det er godt han ikke er digter, konkurrencen ville blive for hård (den er hård nok i forvejen).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Martin.
SvarSletJeg har svært ved at se det helt ophidsende i den observation, at non fiction-former lukker døre for sig selv. Jeg var med til at lave det tidsskrift, der blev affejet med den bemærkning, hvilket min modstand selvfølgelig kan have meget med at gøre. Det kan bestemt ikke modsiges, men jeg ved ikke, hvor originalt det er at påpege, i forhold til tekster, der vil og gør alt muligt andet end bare at kortlægge et lukket rum – som f.eks. Mary MacLane, der med udgangspunkt i eget liv skriver om kvinders liv i USA i starten af 1900-tallet, eller Dalia Grinkeviciute, der skriver erindringer fra en krigsfangelejr. Jeg synes ikke, det er vildt relevant at påpege, at fordi ingen af dem skriver fiktion, indgyder de ”tunnelsyn”. Det ligner manglende lyst til at anerkende disse værkers egne præmisser, og det kan der selvfølgelig være alle mulige grunde til i det enkelte tilfælde, men når det bliver gjort over én kam virker det kluntet. Jeg får iøvrigt selv mere fornemmelse af tunnelsyn, når jeg læser H.C. Andersens skræddersyede eventyr, end når jeg læser hans rejsebøger eller dagbøger, der nødvendigvis forholder sig til levet liv, men ikke desto mindre tillader sig selv vilde skift i udsigelsesposition osv – netop er overraskende. Det samme med Levnet og Meeninger, Labyrinten eller Spørgespil. At stemple den slags værker som klaustrofobiske i forhold til fiktionen, tror jeg muligvis også er en overvurdering af fiktionens evne til at frigøre forfatteren fra egne kedelige dagsordener og begrænsninger. Det er vel dem, det i sidste ende handler om.
kh, Harald
Jeg er ikke interesseret i at affeje noget eller stemple noget som klaustrofobisk og har naturligvis ingen indvendinger over for at selvbiografiske eller dokumentariske bøger kan have både litterær og reportagemæssig værdi. Jeg er faktisk heller ikke særlig interesseret i forskellen mellem fiktion og såkaldt biografisk skrift – som jeg skrev, tror jeg mest på Ib Michaels synspunkt; det er sgu fiktion det hele.
SvarSletJeppes iagttagelse var meget mere specifik end min genfortælling ovenfor. Han blev direkte spurgt, om hvad han ville have syntes om Knausgaards bog, såfremt han ikke havde vidst, at den handlede om forfatteren selv og hans far. Hans svar var, at det mente han nok, han ville have kunne gætte ud fra teksten selv, fordi (bær over med mig her, jeg har ikke læst romanen, så jeg genfortæller efter hukommelsen) der fx er et afsnit, hvor hovedpersonen i forbifarten fortæller, at hans bror hadede eller afskyede deres far langt mere end han selv. Den slags, hævdede Jeppe, ville en trediepersonsfortæller ikke bare kunne lade hænge i luften, det ville kræve en nærmere forklaring, som det selvbiografiske jeg ikke ville blive afkrævet. Jeg fornemmer en variant af det, vi på skolen kaldte Dannebrogsgadeargumentet; det at et givet element i en tekst er sådan, som det er (ligegyldigt hvor åndssvagt det er), fordi sådan var det i virkeligheden. Hvis man påstår, at det, man fortæller, er sandheden (om fx kvinders liv i USA i starten af 1900-tallet), er det selvfølgelig fint nok; hvis man skriver en roman, har argumentet simpelthen ingen gyldighed. Ikke at Knausgaard iøvrigt brugte Dannebrogsgadeargumentet (nærmest tværtimod), jeg tænker bare, at man som forfatter af en selvbiografisk roman hele tiden fristes af at kunne vælge den nemme vej: At fortælle det sådan som det var. Og at dette kan mærkes af læseren, selv om som sagt en hvilken som helst blindhed kan simuleres af fiktionen, når først den er blevet synlig.
Hej Martin. Jeg kom vist også til at reagere på referencen til Ildfisk-anmeldelsen, snarere end på det, du rent faktisk skrev. Tak for uddybningen.
SvarSlet